luk
Menu Del på messenger
Foto/ POLFOTO

Rasmus Nøhr har skrevet det mest bizarre indlæg om #MeToo hidtil

Rasmus Nøhr har skrevet en rablende Facebook-tirade, som vist nok, på en eller anden måde, tror vi nok, handler om #MeToo.

Rasmus Nøhr, den muntre musiker med de lalleglade sangtekster, har noget, han gerne vil have sagt.

Jeg kan bare ikke helt gennemskue, hvad det er.

I et langt og rablende Facebook-opslag anklager han først en kvindelig Politiken-journalist for at “trylle ham usynlig” ved at ignorere ham fuldstændig, da de gik på samme gymnasium.

Derefter stikker det af.

Franske kvinder tager #MeToo et skridt videre

Lige pludselig – og uden at man helt forstår, hvordan det gik til – handler tiraden om #MeToo.

Om Harvey Weinstein og Peter Aalbæk, som ved at stikke en mikrofon op under kjolen på en pige gav hende – med Rasmus Nøhrs ord – en mulighed for at “udfolde sine vinger i galskab, hoppe op på bordet, og pisse chefen i ansigtet.”

Det får Rasmus Nøhr så koblet tilbage til den kvindelige Politiken-journalist som han gik i gymnasiet med og “hipsternes skjulte magtanvendelse”, før han glider over i et angreb på Politiken.

Som Rasmus Nøhr i øvrigt gerne vil opkøbe.

Her er kvinden, der startede ‘Me Too’-bevægelsen for 10 år siden

Hvis han ikke kan få lov til det, så vil han i det mindste være chefredaktør, for “ham i har nu har ingen anelse om hvad politikken kan bruges til”.

Hans første gerning som chefredaktør vil være at fyre kulturredaktøren og sende den førnævnte journalist til Timbuktu.

“Og så kan det være at jeg vil stikke min mikrofon op under din kjole til julefrokosten,” slutter 45-årige Rasmus Nøhr henvendt til journalisten.

Min kollega Catarina har spurgt hende, om hun havde en kommentar til Rasmus Nøhrs udgydelser. Det havde hun ikke.

Jeg har læst opslaget tre gange nu, og jeg forstår stadig ikke, hvad det er, han forsøger at sige.

Opdatering kl. 19: Rasmus Nøhr har slettet sit opslag.

Vi nåede dog at screendumpe det inden, så du kan stadig læse det her – men vi advarer om, at det som sagt ikke er helt lette at finde hoved og hale i:

Min kollega Alexander har ringet til Rasmus Nøhr for at få et interview om, hvad han egentlig mener, men han tog ikke telefonen. Efter at vi udgav denne artikel, ringede han tilbage, og du kan læse hans svar på vores spørgsmål her.

Tidligere fremgik navnet på den omtalte Politiken-journalist af denne artikel. Vi har nu valgt at fjerne navnet.


FORMAT er under udvikling. Vi eksperimenterer både med historier, koncepter og design. Vi bilder os ikke ind, at vi allerede har regnet den ud, så hvis du har feedback, er du meget velkommen til at kontakte os og fortælle os, hvad du kan lide – og hvad vi kan gøre bedre. Tak fordi du læser med.

Mere fra Jesper Olsen