luk
Menu Del på messenger
Foto/ POLFOTO /Rasmus Pedersen

Rasmus Nøhr: “Politiken har sat Peter Aalbæk i en offentlig gabestok”

Sangeren svarer nu på, hvilke tanker der lå bag det kryptiske Facebook-opslag, som han i går lagde op på sin væg (og siden slettede).

I går skrev sangeren Rasmus Nøhr et ret vildt opslag på sin Facebook-profil.

I opslaget anklager han først en Politiken-journalist for at “trylle ham usynlig” ved at ignorere ham fuldstændig, da de to gik i gymnasiet sammen.

Derefter drejer han sin tankestrøm ind på #MeToo-kampagnen, og fabulerer om, hvorfor det er okay, at Peter Aalbæk har stukket en mikrofon op under kjolen på en kvindelig Zentropa-medarbejder.

Nyt hashtag hitter: Mænd reagerer på #MeToo-kampagnen

Hele smøren afsluttes med et angreb på Dagbladet Politiken og “hipsternes skjulte magtanvendelse,” før den muntre musiker også tilbyder at købe avisen – eller alternativt blive ansat som ny chefredaktør.

Opslaget er nu blevet fjernet fra Rasmus Nørhs Facebook-side, men du kan læse det i sin fulde længde her.

Jeg fik i eftermiddags fat i sangeren for at få uddybet hans synspunkter. Her er, hvad han sagde.

Hvorfor har du skrevet opslaget?

“Jeg synes, at det er synd for Peter Aalbæk, at hele Danmark er på nakken af ham. Det er nærmest på niveau med ubådssagen, og jeg mener, at dækningen er kammet over og er blevet decideret skolegårdsmobning. Og det er Politiken ansvarlige for. Nu kender jeg ikke Peter Aalbæk, men at blive udstillet og mobbet af en hel befolkning, når man ikke har gjort andet end at lave nogle gode film og være anderledes, slog bare skår i mig.”

Hvorfor mener du, at der er tale om mobning?

“Fordi der er for nemt at angribe en person som Peter Aalbæk. Ingen danskere kan lide en chef, som tager folk på røven. Men det her er kun interessant, fordi Peter Aalbæk er en så fascinerende person i danskernes øjne. Han er et nemt offer, som giver mange klik på netaviserne. At han så ovenikøbet er grim, aparte og kikset, gør det bare endnu nemmere at udstille ham.”

Tror du, at Peter Aalbæk er uskyldig?

“Nu kender jeg kun hans image udadtil, og der virker han som noget af en levemand. Så jeg kan da godt forestille mig, at han har taget nogle kvinder på røven og sagt, at de er lækre.”

Rasmus Nøhr har skrevet det mest bizarre indlæg om #MeToo hidtil

Men hvorfor mener du så, at han er udsat for en hetz?

“Fordi det her ikke ville have været en historie, hvis det var direktøren for Grundfos. Ham er der ingen som kender. Der kommet den her #MeToo-trend i USA, og det er der så nogle kvinder, som hopper med på herhjemme. Men det er et for tyndt grundlag til at smadre en mand fuldstændig på.”

Er det et tyndt grundlag, hvis Peter Aalbæk har udnyttet sin magtposition i den danske filmbranche til at krænke kvinder seksuelt?

“Jeg har aldrig hørt om nogen, som er blevet fyret fra Zentropa, fordi de satte grænser for Peter Aalbæk. Hvis der havde været den slags sager, havde det nok stået i aviserne i løbet af de sidste 20 år.”

Og det gør det okay at stikke en mikrofon op under kjolen på en kvindelig medarbejder? 

“Vi skal alle lære at sige fra. Som sagt så kender jeg ikke Peter Aalbæk, men han slår mig ikke som typen, som bevidst udnytter folk. Jeg tror dog godt, at han kunne være typen, der kunne blive provokeret af, hvis man ikke tør stå op for sig selv eller er for forsigtig.”

Like-knappens fader har vendt Facebook ryggen

“I stedet for at ignorere hende medarbejderen i to år, tror jeg, at han har givet hende en chance. Hun har stået ved en skillevej. Det er lidt ligesom når fugle skubber deres unger ud over klippen, sådan at de kan lære at flyve. For hvis hun havde stukket ham en flad eller pisset ham i hovedet, så er jeg sikker på, at hele flokken havde grint og klappet. Og så var hun måske blevet forfremmet, fordi hun viste handlekraft og havde integritet.”

Hvor ved du det fra?

“Det er bare et gæt.”

Mener du dermed, at det var okay at krænke hende?

“Nej, selvfølgelig var det ikke okay, men spørgsmålet er, om det er noget, Politiken skal bruge spalteplads på.”

Hvad mener du med det? 

“Det er ikke relevant. Hvis folk nu havde fået ødelagt deres karriere, fordi de ikke havde ladet ham gramse på sig, så ville jeg synes, at det var noget forbandet svineri. Så skulle det frem, og det var det også kommet. Men jeg synes, at det er forkert, at Politiken har sat Peter Aalbæk i en offentlig gabestok. Vi har jo netop afskaffet gabestokken, fordi vi har nogle principper om, at man først er skyldig, når det er blevet bevist ved en domstol. Den her sag er blevet blæst ud af proportioner.”

Hvorfor blander du din relation til en navngiven Politiken-journalist ind i det?

“Grunden til, at jeg starter mit indlæg på mit gymnasium, er for at vise, at der findes mange former for magt. Jeg mener, at det er problematisk at bruge sin position til at holde andre væk fra indflydelse ved at fjerne deres muligheder for at komme til orde. Det er også magtmisbrug, og det mener jeg, at Politiken gør sig skyldige i konstant.”

Hvorfor retter du så ikke din kritik direkte mod Politiken i stedet?

“Det gør jeg da også. Det er lige så meget en kritik af journalistens redaktør og ledelsen bag avisen, som har mistet interessen i at være samfundsrelevant. Jeg er vokset op med Politiken og synes, at avisen er ude på et skråplan. Den har mistet sin relevans og er blevet en lokalavis for Kødbyen og alle de hipstere som befolker deres redaktionsgange.”

DR-dokumentar sørger for den sexundervisning, du ikke vidste, du manglede

Du skriver i slutningen, at du egentlig ikke havde tænkt dig at poste opslaget af respekt for Politiken-journalisten. Hvorfor valgte du at gøre det alligevel?

“Fordi jeg følte, at det her var sidste chance for at komme til orde i den her debat. Hvis hele den her kampagne skulle stå uimodsagt, og det var det sidste man kom til at høre om Peter Aalbæk, så ville jeg ærlig talt skamme mig over at have holdt min kæft.”

Og så tilbyder du, at du gerne vil købe Politiken?

“Det var mest ment som en spøg og en reference til at Kim Larsen købte et værtshus, da han ikke kunne få lov til at ryge på andre bodegaer. Men jeg synes overordnet, at Politiken burde bruge deres energi på at gå efter vores politikere, regeringsledere og andre mægtige mennesker. Hvorfor overlader de ikke de mindre vigtige historier til Ekstra Bladet?”

Franske kvinder tager #MeToo et skridt videre

Tænker du nogensinde på, om det kan skade din karriere, at du er så åbenmundet på de sociale medier?

“Det kan da godt være, men det kan jeg jo ikke lade mig styre af. Jeg har fået et slags talerør, og så må jeg jo bruge det til at sige, hvordan jeg har det med tingene.”

Hvad var din overordnede pointe med opslaget?

“Politiken burde beskæftige sig med nogle emner, som rent faktisk gør en forskel i verden. Og så vil jeg sige til hr. og fru Danmark, at de skal kigge indad, nu hvor vi nærmer os december. De er nemlig ikke et hak bedre end Peter Aalbæk. En mikrofon under kjolen er det rene vand i forhold til, hvad der foregår til de danske julefrokoster en hel måned i streg. Der bliver knaldet til højre og venstre. Og på kopimaskiner.”

Rettet onsdag den 29. november: Vi havde i artiklen skrevet, at Rasmus Nøhr selv havde slettet sit oprindelige Facebook-opslag. Han har nu oplyst os, at det er Facebook, der har fjernet opslaget. Dette er ændret i artiklen.

Opdatering: Natten til onsdag dansk tid har Rasmus Nøhr skrevet et nyt Facebook-opslag, hvor han kalder sin oprindelige opdatering for ‘åndssvag’. Læs mere her.


FORMAT er under udvikling. Vi eksperimenterer både med historier, koncepter og design. Vi bilder os ikke ind, at vi allerede har regnet den ud, så hvis du har feedback, er du meget velkommen til at kontakte os og fortælle os, hvad du kan lide – og hvad vi kan gøre bedre. Tak fordi du læser med.

Mere fra Alexander Jonassen