luk
Menu Del på messenger
Foto/ Ritzau/ Niels Hougaard

Muslimske kvinder uenige med ‘den nye Yahya Hassan’: Vi er ikke undertrykte

Sara Omar er den nye Yahya Hassan.

Det er den hurtige sammenfatning af reaktionerne på dansk-kurderens debutroman, der udkom i går.

Den handler om muslimske kvinder, religiøs undertrykkelse, vold og æresdrab – og bliver hyldet af både anmeldere og politikere.

Men hvad siger dem, det egentlig handler om, til bogen? Er de også begejstrede for Sara Omars opgør med kvindeundertrykkelse i islam?

Jeg tog til Københavns Nordvestkvarter for at høre, hvad kvinder, der går med tørklæde, tænker om Saras Omars forsøg på at mane til oprør blandt de muslimske kvinder.

“Det er noget pjat”

De første, jeg støder på i Nørrebro Bycenter, er Sauzan Awad og Fatma Alkablawi. De to veninder er 48 og 43 år og har boet i Danmark i 30 år. Da jeg stopper dem og fortæller, at jeg er journalist, sukker Sauzan Awad højt.

“Åh nej, hvem har nu sagt noget om muslimer? Hvis det er Naser Khader, der har sagt noget igen, så tager han altså fejl.”

“Jeg vil hellere i fængsel end tage min niqab af”

Jeg forklarer dem om bogen og om Sara Omar, der blandt andet mener, at muslimske kvinder skal gøre op med det kvindeundertrykkende tørklæde. De to kvinder insisterer begge højlydt på, at tørklædet ikke er undertrykkende.

“Det er noget pjat. Tørklædet er bare religion. Vores religion siger, vi skal gemme håret, fordi det er privat. Ligesom man ikke skal hilse på Dronningen. Det er ikke undertrykkende,” siger Sauzan Awad.

Men Sara Omar er blevet presset til at tage tørklæde på. Er I?

“Hvad? Nej-nej, slet ikke. Jeg tog det først på, da jeg var 19 år. Ingen pressede mig,” siger Fatma Alkablawi.

Men kan I ikke følge, at der kan være en kultur, der presser kvinder til at tage det på?

“Nej, jeg kender ingen, der er blevet presset. Jeg har selv to døtre, de valgte selv at tage tørklædet på, da de var 12 år,” siger Sauzan Awad.

Også Fatma Alkablawis har en datter, og hun må selv bestemme, om hun vil have tørklædet på, når hun er gammel nok, siger Alkablawi.

Hvad hvis hun siger, hun ikke vil?

“Så skal hun ikke.”

Men mener du det? Du har det jo selv på. Ville du virkelig acceptere det?

“Ja, det ville jeg. Tørklædet giver kun mening, hvis man selv vil have det på.”

17-årig: Vidste mine forældre ville blive glade

Den næste, jeg taler med om bogen, er en 17-årig dansk-pakistansk gymnasiepige. Hun vil ikke stå frem med sit navn, fordi hun ikke stoler på medierne, siger hun. Men hun vil gerne snakke om tørklædet og om islam generelt.

Hun siger, at hun ikke kan genkende billedet af, at islam skulle dække over æresdrab, incest og undertrykkelse. Selv føler hun sig meget lige med mænd, siger hun. Tørklædet kom på, fordi hun selv ville.

“Jeg tog det på, da jeg blev 15 år, fordi jeg begyndte at tænke mere over min religion,” siger hun.

Du følte dig ikke presset af dine forældre?

“Nej, slet ikke. Men jeg vidste da, at de ville blive glade, hvis jeg tog tørklæde på.”

Er det ikke et pres?

“Nej, sådan følte jeg det ikke. Men i min folkeskole var der en pige, der tog det på, fordi hun så op til to andre piger, der havde det på. I dag er hun 17 og vil gerne have det af. Så man kan tage det på af de forkerte årsager. Men hun pressede sig selv, det var ikke andre.”

Zainab Shahrafa og Milad Sham vil gerne have, at der bliver gjort op med tvang i familier.Foto/ Mette Pabst

Muslimsk par: Tørklædet kan godt være et pres

Jeg stopper et muslimsk par. Kvinden, Zainab Shahrafar, er 30 år og kom til Danmark fra Iran, da hun var to år gammel.

Hun er den første, jeg taler med i dag, der ikke affejer Sara Omars pointer om, at islam kan være undertrykkende, og at tørklædet kan være et pres.

“I min familie har min far presset os døtre meget til at tage tørklæde på. Han havde det sådan, at sådan var vores religion, så det skulle vi,” siger hun.

Her er argumenterne for og imod et burkaforbud

Selv mener hun, at hun iførte sig tørklædet på trods og ikke på grund af sin far. Hun blev optaget af sin religion, da hun blev 13 år, og ønskede at tage det på. Men hendes to søstre valgte det begge fra.

Hvad sagde din far til det?

“Han havde det ikke særlig godt med det,” siger Zainab Shahrafa.

Så det er rigtigt, at der eksisterer et pres i kulturen over for kvinder?

“Ja, det er rigtigt.”

Hun ved ikke, hvordan man skal komme presset på muslimske kvinder til livs. Men hun mener, at Sara Omars bog kan være med til at åbne op for debatten.

“Det handler jo om at få familierne til at tage de her snakke. I stedet for at noget skal ligge som et implicit pres, skal man snakke om det og gøre døtrene det klart, at de kan vælge, hvad de vil.”

Sker det ikke i dag?

“Nej. Mange familier giver bare deres ni-årige et tørklæde uden at tage snakken om, hvad hun vil.”

Zainabs mand Milad Shams stemmer i. Han synes, at man generelt bliver nødt til at tage en snak om tvang i familier.

“Vi skal have skolerne til at tale med børnene og familierne om det her, allerede når de er små, så pigerne ikke bare tror, at de skal have tørklædet på,” siger han.

Zainab og Milad har selv en lille datter, og de understreger, at hun kun skal tage tørklædet på af egen fri vilje.

Og hvad hvis jeres datter ikke vil have det på?

“Så er det helt okay,” lyder det fra parret.

Og hvad hvis hun kommer som 8-årig og insisterer på, at det skal på?

“Så vil jeg sige nej, selvom det går imod min religion. For jeg vil have hun skal være moden. Det skal ikke bare være fordi, hun ser op til mig og mit tørklæde. Hun skal være 17-18 år, før hun skal træffe den beslutning,” siger Zainab Shahrafa.


FORMAT er under udvikling. Vi eksperimenterer både med historier, koncepter og design. Vi bilder os ikke ind, at vi allerede har regnet den ud, så hvis du har feedback, er du meget velkommen til at kontakte os og fortælle os, hvad du kan lide – og hvad vi kan gøre bedre. Tak fordi du læser med.

Mere fra Mette Viktoria Pabst