Flere andre europæiske lande har forbudt burkaer. Skal Danmark også gøre det? Foto/ AP

Her er argumenterne for og imod et burkaforbud

Et flertal af danskerne er klar til at forbyde burkaer.

Står det til danskerne, skal burkaer forbydes.

I en ny rundspørge svarer seks ud af ti danskere, at det bør være forbudt at bære burka offentligt. Det skriver Altinget.

Og med sådan en måling, kan det meget vel ende med, at det meget omtalte burkaforbud bliver til virkelighed. For i løbet af efteråret skal politikerne på Christiansborg stemme om, hvorvidt burkaer og niqabber skal være ulovlige, og mens Dansk Folkeparti og Konservative er for forbuddet, har hverken Venstre eller Socialdemokratiet bestemt sig endnu.

Den nye måling viser dog, at hele 76 procent af Venstres vælgere og 60 procent af Socialdemokratiets vælgere ønsker et forbud. Ender de to partier med at følge flertallet af deres vælgere og stemme for forbuddet, så er der flertal i Folketinget, og Danmark vil i så fald skrive sig ind i rækken af lande, der forbyder de religiøse dragter – sammen med blandt andet Holland, Frankrig og Østrig.

Men er det en god idé at regulere, hvad muslimske kvinder må have på? Vi giver dig her politikernes tre grunde til, at et burkaforbud giver mening – og tre grunde til, at det er et rigtig skidt forslag.

TRE GRUNDE FOR ET BURKAFORBUD

Burkaer er kvindeundertrykkende

Burkaer og niqabber er kvindeundertrykkende, og det skal man slå ned på, argumenterer Konservatives gruppeformand Mette Abildgaard. Det er principielt vigtigt, at Danmark trækker en streg i sandet og viser, at vi ikke tillader, at man undertrykker kvinder ved at tvinge dem til at tildække sig.

Vi skal kunne se hinanden

I et frit og lige samfund skal man kunne se hinandens ansigter, så man har mulighed for at afkode hinandens ansigtsudtryk, siger Dansk Folkeparti. I Norge har regeringen foreslået et forbud mod klæder, der dækker hele ansigtet, fordi sådanne ifølge uddannelsesminister Torbjørn Røe Isaksen kan hindre god kommunikation og læring.

Forbud fremmer integrationen

Med et forbud vil flere kvinder opleve livet uden en burka. Mette Abildgaard fra Konservative er overbevist om, at et forbud vil betyde, at flere muslimske kvinder bliver nødt til at bevæge sig rundt uden tildækning og dermed bliver bedre integreret og får modet til at gøre op med den ortodokse kultur.

I Frankrig er burkaer allerede forbudt.Foto/ AP/arkiv

TRE ARGUMENTER IMOD FORSLAGET

Politikerne skal ikke blande sig i kvinders tøjvalg

Er danske politikere ikke ret kvindeundertrykkende, når de vil bestemme, hvad kvinder må have på? Det mener Socialdemokratiets Mette Gjerskov, der kalder en lov, der blander sig i folks påklædning, ”helt hen i vejret”. Direktør på institut for menneskerettigheder dr. jur. Jonas Christoffersen konstaterer, at han er skeptisk over for ethvert politisk system, der regulerer folks beklædning.

Et forbud opildner til splittelse

Burkaforbud fører ikke til bedre integration, men til splittelse og stigmatisering. Den franske sociolog Agnès de Féo mener, at det franske burkaforbud har opildnet til had mod muslimer og også har været med til at skabe syrienkrigere ud af muslimer, der ikke føler sig velkomne i landet. Saliha Fettah, ekstern lektor ved Institut for Mellemøstlige Studier på Syddansk Universitet, frygter også, at forbuddet vil skabe en modreaktion hos selv velintegrerede danske muslimer.

Kvinderne ender som taberne

Hvad er chancen for, at de mænd, der tvinger deres koner til at bære burka, pludselig springer ud som moderne og frigjorte, fordi der bliver indført et forbud? Ikke særlig stor, spår Liberal Alliances Laura Lindahl, der frygter, at forbuddet i stedet vil betyde, at kvinder, der bliver udsat for tvang i hjemmet, aldrig kommer uden for en dør og dermed ender med at blive skubbet endnu længere væk fra det danske samfund.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder