luk
Menu Del på messenger
Joacim Præst Nielsen er en af de mange unge, som er midlertidigt ansat. Foto/ Daniel Uhrskov

De havde troet, at det var helt anderledes at få et rigtigt voksenjob

De midlertidige ansættelser er kommet for at blive, men Benjamin og Joacim er frustrerede over, at de ikke kan planlægge deres liv mere end få måneder ud i fremtiden.

Da Benjamin Bilde Boelsmand blev færdig på universitetet, var han sikker på, at næste skridt var at bevæge sig ud i voksen-virkeligheden.

Nu skulle det være slut med studieboliger og SU’ens begrænsninger.

Men så let blev det ikke. For det helt traditionelle fuldtidsjob har ladet vente på sig.

Sådan har det også været for 26-årige Joacim Præst Nielsen, der blev færdig med sin kandidat i mellemøststudier i sommer, og siden kun har kunnet finde midlertidige stillinger.

“Det er enormt stressende at leve med, at man overhovedet ikke ved, hvor man er om tre måneder,” siger han.

For begge mænd – og ganske mange andre på det danske arbejdsmarked – er det de midlertidige ansættelser, som fylder.

I dag er næsten hver tredje på det danske arbejdsmarked ansat på anderledes vilkår end dem, der har en traditionel fast fuldtidsstilling. Det viser en undersøgelse om såkaldt “atypisk beskæftigelse” lavet for landsorganisationen LO.

Er du her efter sommerferien?

Siden 30-årige Benjamin Bilde Boelsmand blev færdiguddannet i 2014, har han kun haft tidsbegrænsede stillinger.

Det kan ikke undgå at føles lidt som om, det er et fravalg af mig, når jeg ikke bliver forlængetBenjamin Bilde Boelsmand

I øjeblikket som gymnasielærer i dansk og historie på Slagelse Gymnasium året ud. Men nogle vikariater har været ned til tre uger, og nogle har også været deltidsstillinger, så han har måttet tage flere job på samme tid.

30-årige Benjamin Bilde Boelsmand er ansat midlertidigt som gymnasielærer.Foto/ Catarina Nedertoft Jessen

I en periode pendlede han til et gymnasium i Ribe tre dage om ugen, mens han boede og arbejdede deltid i København.

“Jeg følte mig forpligtet til at gøre det. Når man ikke ved, hvor den næste stilling er, må man tage det, man bliver tilbudt. Også selv om det går ud over fritid og privatliv,” siger Benjamin Bilde Boelsmand, som er frustreret over sin situation.

Her er fire ting, mange ikke aner, at de kan tillade sig at kræve af deres chef

“Folk spørger jo, om jeg er her efter sommerferien. Skal vi have dig som lærer i de næste tre år? Det kan jeg jo ikke rigtig svare på,” siger han og fortæller, at han havde forestillet sig, at voksenlivet ville være anderledes. At der ville være en fast stilling til ham et sted.

”Det kan ikke undgå at føles lidt som om, det er et fravalg af mig, når jeg ikke bliver forlænget eller får tilbudt en fast stilling. Personligt er det hårdt, men intellektuelt ved jeg godt, at det ikke er mig, den er gal med,” siger han.

For det er nemlig ikke Benjamin – eller Joacim for den sags skyld – den er gal med.

Prekariatet er her

Det er arbejdsmarkedet, der er i voldsom forandring.

I dag kan man ikke længere regne med, at faste stillinger er forbeholdt alle. I det meste af Europa er fire ud af fem nye job midlertidige stillinger.

Alle os, der arbejder som freelancere, vikarer, projekt- og deltidsansansatte eller i tidsbegrænsede stillinger, har fået et nyt fint mærkat. Det hedder ’prekariatet’, og begrebet rummer kort fortalt alle, der har usikre eller skiftende arbejdsforhold.

Det bliver en forhutlet tilværelse, når man altid skal arbejde tre eller seks måneder ad gangenJoacim Præst Nielsen

Når Benjamin Bilde Boelsmand og Joacim Præst Nielsen synes, at det er svært at håndtere et nyt arbejdsmarked, som ikke lige er den slags, de fleste forældre forstår at rådgive om, giver det fin mening.

For det er udfordrende at være en del af prekariatet.

“Det er primært på grund af den manglende mulighed for at planlægge. Jeg kan ikke planlægge min tid, ikke planlægge min ferie, og jeg har svært ved at planlægge min økonomi,” fortæller Benjamin Bilde Boelsmand.

Pensionsboss gav mig et tip, der kan spare dig for tusindvis af kroner

Joacim Præst Nielsen har det på samme måde:

“Det bliver en forhutlet tilværelse, når man altid skal arbejde tre eller seks måneder ad gangen. På et tidspunkt skal jeg jo også betale min studiegæld af og spare pension op,” siger han.

Vi burde stå sammen

For en uge siden skrev Joacim Præst Nielsen en kommentar i Berlingske om det usolidariske arbejdsmarked, som han selv er en del af, når han siger ja til jobs uden sikkerhed og med lav løn.

I øjeblikket føler han ikke, at folk i hans generation gør nok for at hjælpe hinanden. I stedet bliver vi hinandens konkurrenter, når vi ikke tør kræve ordentlige forhold af frygt for at blive kasseret, fordi den næste i rækken siger ja tak til de dårlige vilkår.

“Vi tænker ikke på, at vores handlinger har konsekvenser for andre end os selv. Det synes jeg er et enormt problem,” siger Joacim Præst Nielsen.

Benjamin Bilde Boelmand bakker ham op.

“Jeg føler, at vi alle står alene.”

Og selv om det er nemt at bebrejde arbejdsgiverne for ikke at bekymre sig om de ansatte, mener Joacim Præst Nielsen, at hans generation bør vende en del af kritikken indad – og forsøge at stå sammen mod kravene fra arbejdsgiverne.

“Vi unge bør virkelig rubbe neglene.”


FORMAT er under udvikling. Vi eksperimenterer både med historier, koncepter og design. Vi bilder os ikke ind, at vi allerede har regnet den ud, så hvis du har feedback, er du meget velkommen til at kontakte os og fortælle os, hvad du kan lide – og hvad vi kan gøre bedre. Tak fordi du læser med.

Mere fra Catarina Nedertoft Jessen