luk
Menu Del på messenger
Foto/ Mikkel berlin

Jeg prøvede dating-appen, der matcher folk ud fra ting, de hader

Kan had bringe mennesker sammen?

Det tror dating-appen Hater på. Deres koncept er at få folk til at finde sammen baseret på, at de hader de samme ting.

Sådan et koncept kan jeg stå helt inde for, for der er mange ting, jeg hader. Tidlige morgener, Instagram-filtre, koriander, you name it.

Så jeg er hoppet ud i et dating-eksperiment for at finde ud af, om Hater-appen har ret i, at fælles had er et perfekt udgangspunkt for en date.

Hader du også sejlsko?

Noget af det første, appen beder mig om, da jeg har downloadet den, er at vælge en række ting, jeg hader.

Rolex-ure, selfies, kram, falske øjenvipper. Rækken er endeløs, og selvom det er meget sjovt, er det også lidt fjollet. Jeg elsker ikke basketball, men hader jeg det ligefrem?

Sådan har jeg det med mange ting. Og det betyder, at jeg hurtigt støder ind i problemet med min ’Top Hate’ til min profil. Mest af alt, fordi ingen af de udvalgte emner rigtig kan få mit pis i kog.

At vande planter? Sejlsko? Film uden et plot? Jeg elsker ingen af tingene, men det er ikke sådan, jeg går amok, når min orkidé skal vandes, eller jeg ser en dårlig film på Netflix.

Jeg ender med at vælge online dating, som det jeg hader mest. Jeg synes, det virker tilpas ironisk på en dating-app.

Alt for få mænd

Virker det så? Kan appen finde mennesker, som jeg er fuldstændig på bølgelænge med?

Tjoh. Ærlig talt går det ikke skidegodt for mig på appen.

Jeg har været nødt til at udvide radius til sådan cirka hele Danmark og dele af Skåne og Nordtyskland, fordi der er så få, jeg matcher med.

Og det er altså svært at finde en hade-soulmate, hvis ikke der er nok mennesker i mit område, der hader ting.

Emma har droppet p-pillerne og måler i stedet sin temperatur hver morgen

Men der er trods alt nogle fyre på linjen.

For eksempel er der Jonas, der hader 82 procent af de samme ting som mig. Han headbanger i en AC/DC-t-shirt og hans ’Top Hate’ er rige børn på Instagram. Han får et swipe til højre – ja tak.

Der er også Jacob, der spørger om jeg kan lide ænder, og det kan jeg faktisk godt. Han kan hverken lide dick pics eller mad, der er for gammelt, og det synes jeg er dejlige og væsentlige kvaliteter hos en fyr.

Men så er der også Sam, der hader grankogler. Seriøst, hvorfor matcher jeg med en, der hader grankogler? Og hvordan kan man overhovedet hade det?

Jeg spørger Sam, men han svarer aldrig. Senere finder jeg ud af, at han også hader feminisme og monogami, så på den måde var Sam og jeg vist aldrig et rigtigt match.

Og så er der Michael, der spørger om jeg er til BDSM, og jeg får swipet ja, selvom jeg mener nej, og så skynder jeg mig at blokere ham, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg ellers skal gøre.

Alle elsker da tigere, gør de ikke?

Idéen bag Hater er sjov. Men efter at have brugt appen i et par uger, er jeg alligevel ikke overbevist om, at den kan erstatte Tinder.

For det første er der simpelthen for få, der bruger appen. Og så bliver den også lidt ensformig, fordi det ofte er de samme ting, der dukker op, og derfor de samme ting, folk skriver, de hader.

Femte gang en fyr skriver, at han hader folk, der klapper, når fly lander, er det bare ikke originalt og kækt mere.

På nyt socialt medie ranglister brugerne hinanden: Philine ligger i toppen

For det andet er mange af emnerne ikke tilpasset det danske marked. Hvorfor skulle jeg have et forhold til vingummivitaminer? Eller hade det amerikanske sundhedssystem? Og hvor mange danskere følger egentlig med i det amerikanske TV-program ‘Dancing with the Stars’?

For det tredje er alt for mange af de ting, man kan vælge at hade, super random. Tigere? Hvem fuck hader tigere? Satellitradioer? Gardiner?

Det er ikke engang rigtig plat, det er bare dumt. Jeg mener, selvom jeg ikke kan lide at miste en ørering, føler jeg ikke, at det er noget, jeg på den måde kan bonde over på en date.

Så er Hater-appen en succes?

Jeg brugte mere tid på at swipe til højre og venstre på emnerne end at swipe til højre og venstre på potientielle dates.

Så helt ærligt ved jeg ikke, om appen som en reel matchmaker er en decideret succes – men som underholdning med fulde venner eller tidsfordriv mandag aften, kan den noget.

Min nye veninde er en app – og jeg er overraskende vild med hende

Du kan da godt downloade appen, hvis du vil underholdes og møde nogle andre fyre end dem på Tinder, der ikke laver andet end at stå i bar overkrop og flekse – og som aldrig har forholdt sig til, om de hader babyer, rullegardiner eller folk, der taler langsomt.

Men lad være med at have alt for store forventninger til, at du møder the one på Hater.

Medmindre du er et af de meget få mennesker i verden, der hader grankogler. Så synes jeg du skal downloade appen med det samme. For så sidder Sam derinde og venter på dig, og jeg tror, at I to har rigtig meget at tale om.


FORMAT er under udvikling. Vi eksperimenterer både med historier, koncepter og design. Vi bilder os ikke ind, at vi allerede har regnet den ud, så hvis du har feedback, er du meget velkommen til at kontakte os og fortælle os, hvad du kan lide – og hvad vi kan gøre bedre. Tak fordi du læser med.

Mere fra Mette Viktoria Pabst