Foto/ Privatfoto

Det er ikke fedt at være ene mand med bar røv

Den bedste påklædning, han kan forestille sig på en sommerdag, er et godt lag solcreme.

Første gang det faldt Bjarne Bødker ind, at man kunne færdes nøgen i naturen, var han teenager.

Hans forældre havde lejet et sommerhus ved en skovsø i Sverige, og da han inden ferien så billeder af sommerhuset og området, så han sommerhusejerens datter bade nøgen i den lille sø ved huset.

“Det måtte jeg også prøve,” fortæller Bjarne, der i dag er 62 år og gennem livet har fundet en stor ro i at være nøgen i naturen.

Den bedste påklædning, han kan forestille sig på en sommerdag er et godt lag solcreme.

Men det bekymrer ham, at der lader til at være færre og færre danskere på de danske strande, som har det lige som ham.

Amalie delte et billede af sine brugte trusser. Så blev hendes insta lukket

Særligt oplever han, at der er en tendens til, at unge mennesker beholder tøjet på.

“Det er sikkert på grund af kropsidealer og så videre, men unge har mere og mere svært ved det. Jeg ville da ønske, at det danske frisind kom mere tilbage blandt de unge,” siger Bjarne.

“Det sjove ved det er, at medierne jo godt kan vise lidt nøgen hud, men så bliver det på en seksualiseret måde. Det er måske det, som skræmmer de unge,” fortsætter han.

For Bjarne er der nemlig intet seksuelt i at være nøgen. Det handler kun om frihed.

“Jeg kan lide, når der er en naturlighed og afslappethed omkring det,” siger han.

Kratluskerne ødelægger det for Bjarne

Han ved godt, at nogen naturister har et ry for at blande nøgenheden sammen med seksualitet. Det er blandt andet dem, der tager på ferie i Cap d’Agde i Sydfrankrig – et fænomen som Information btw har lavet en vild fortælling om! – og så er der de såkaldte kratluskere, der lurer på nøgne mennesker på stranden.

“Kratluskerne gavner på ingen måde naturismen. De giver jo et forkvaklet indtryk af det,” siger Bjarne, som langt fra ønsker at være nøgen i alle situationer. Men når han er på stranden, synes han, det er befriende at kunne bevæge sig frit.

“At kunne løbe og lege på en strand i stedet for at skulle gemme og putte sig, fordi man ikke har noget tøj på, gør en kæmpe forskel i mine øjne.”

Croquismodel: ”Det er ikke mig som menneske, der er blottet. Det er min krop”

Og det føles ofte mærkeligt for ham at smide tøjet i Danmark. Både hvis han tager til indhegnede områder kun for nøgne eller til almindelige strande, hvor flertallet har badetøj på.

”Det der med at kunne være nøgen er så naturligt, at jeg ikke har lyst til at være spærret inde på områder, som er særligt tiltænkt naturister. Og selvom jeg garanteret kunne tage ud på Amager Strand og finde mig et eller andet sted at være nøgen, føles det heller ikke altid komfortabelt, når flertallet har badetøj på.”

For det er ikke fedt at være ene mand med bar røv, synes Bjarne.

Derfor er han de sidste 20 år rejst til Spanien og særligt øen Formentera for at kunne færdes nøgen på stranden på en naturlig måde.

Og det ville han ønske, at han ikke behøvede at rejse væk for at gøre.

“Det var bedre i Danmark tidligere. Jeg håber, at det bliver naturligt at være nøgen igen.”

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder