Angela Merkal og Martin Schulz i den tyske valgkamps eneste live TV-debat mellem de to kandidater til kansler-posten. Foto/ AP

Første og eneste tv-duel i den tyske valgkamp: Her er de seks ting, vi lærte af den

Merkel står ved sin flygtningepolitik, islam er en del af Tyskland, og ingen kan lide Erdogan.

Om tre uger skal tyskerne stemme om, hvem der skal være landets næste kansler.

Søndag mødtes de to politikere, der skal kæmpe om posten, i en landsdækkende tv-duel foran millioner af seere. Konservative Angela Merkel, Tysklands kansler gennem 12 år, og modstanderen Martin Schulz, der har været formand for Europa-Parlamentet i fire år, fra de tyske socialdemokrater SPD.

Det var første og eneste gang, de to kommer til at stå ansigt til ansigt i en tv-duel, og der var sat ikke mindre end fire journalister af til at styre debatten mellem de to.

Debatten var lang – lidt over halvanden time stod de to politikere og svedte i tv-studiet, mens over 16 millioner tyskere fulgte med fra sofaen.

Vi så også med, og her er de fem ting, vi lærte af den 95 minutters lange debat, og en ting, som det socialdemokratiske parti SPD virkelig dummede sig med:

1. FLYGTNINGE, FLYGTINGE OG FLERE FLYGTNINGE
Ikke overraskende fyldte debatten om flygtninge og migranter en stor del af duellen. Merkel blev blandt andet spurgt ind til den flygtningepolitik, hun har ført, der gav Tyskland 890.000 asylansøgere i 2015, og som flere har kritiseret hende for.

Schulz angreb Merkel på politikken og konstaterede, at hele situationen havde været mulig at undgå, hvis Merkel havde inkluderet og sikret sig støtte for sin politiske linje fra de andre europæiske lande.

Merkel forsvarede den førte politik med den tyske grundlov og fortalte, at hvis hun kunne skrue tiden tilbage, havde hun gjort præcis det samme.

”Vi havde en meget dramatisk situation, og vi handlede efter vores grundlovs artikel ét, der siger, at menneskets værdighed er urørlig,” sagde hun under debatten.

Merkel er blevet kritiseret for at lade for mange flygtninge og migranter kommer til Tyskland.Foto/ Ritzau/ Leon kirkholt

2. INGEN KAN LIDE ERDOGAN
Schulz lagde ikke fingrene imellem, da talen faldt på Tyrkiet: Bliver han valgt som kansler, vil han afbryde Tyrkiets optagelsesforhandlinger i EU.

”Vi er nået til et punkt hvor tyske borgere ikke kan rejse sikkert til Tyrkiet, og vi må derfor afbryde de tyrkiske forhandlingerne om medlemsskab af EU,” sagde han.

Merkel overraskede alle ved at erklære sig delvist enig. Det er første gang, at hun så tydeligt har talt for at afslutte forhandlingerne med Tyrkiet om et EU-medlemskab.

”Jeg kan ikke se, at de nogensinde skulle blive medlemmer, og jeg har aldrig troet, at det vil ske,” sagde Merkel.

Den hårde linje overfor Erdogan kommer i kølvandet på to politisk motiverede arrestationer af tyske statsborgere i Tyrkiet, hvilket får tallet af tyskere, der sidder arresteret i Tyrkiet op på tolv.

3. TYSKERNE SKAL IKKE SENERE PÅ PENSION
Merkel lovede på live-tv de tyske vælgere, at hun ikke vil sætte pensionsalderen op til 70 år.

Der har ellers være tale om at sætte pensionsalderen op fra de nuværende 67 år, men det lukkede Merkel kontant ned for under debatten.

4. ER ISLAM EN DEL AF TYSKLAND?
De to kandidater fik også diskuteret deres syn på islam.

Her gjorde Merkel det klart, at islam er en indiskutabel del af det tyske samfund.

Omvendt forstår hun godt de mennesker, der, set i lyset af de mange terroranslag i Europa, er blevet kritiske over for religionen. Hun opfordrede derfor tyske muslimer til i højere grad at tage afstand fra anslagene og gøre det klart, at terror intet har med islam at gøre.

5. HVEM VANDT?
Den korte analyse fra medier og eksperter er, at Schulz gjorde en overordentlig pæn figur, men at det næppe er nok til at tippe Merkel af den kansler-pind, hun har siddet på de sidste 12 år.

ZDF spurgte efter debatten, hvem af de to politikere, der havde klaret sig bedst. Her svarede 32 procent af seerne Merkel, mens 29 procent svarede Schulz.

32 procent af ZDF’s seere udråbte Merkel til vinder af debatten.

Hos ARD var forskellen endnu mere udtrykkelig. Her svarede 55 procent, at Merkel gjorde den bedste figur, mens kun 35 procent udpegede Schulz som vinder af debatten.

6. SCHULZ’ PARTI DUMMEDE SIG
Det var dog ikke alle, der mente, Merkel klarede det bedst.

Schulz eget parti SPD, udråbte ikke overraskende ham som vinder af debatten. Det akavede var bare, at de fik udråbt ham som vinder 12 timer før debatten gik i gang.

De havde forberedt annoncer, som ved en fejl blev publiceret på nettet søndag morgen.

Partiet fik senere undskyldt for deres fadæse på twitter med et undskyld for forvirringen.

Har du fået lyst til at se 95 minutters tysk valgdebat, så skal du naturligvis ikke snydes. Hele herligheden kan ses hos ZDF her – dog uden undertekster.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder