Foto/ Nikolai Linares

De høje tals forbandelse

Hvor mange jeg har haft sex med burde være en sag mellem mig og den note, jeg har på min telefon, hvor jeg fører regnskab. Det er det bare ikke.

En sen nat i en lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter spørger en ung kvinde med skinnende hår og nervøse øjne med et skær af kulde i iris og en vis ophidselse, der (forestiller jeg mig) ikke klæder hende synderligt:

”Hvor mange har Amalie egentlig været sammen med?”

Jeg er ikke selv tilstede, jeg kender ikke kvinden godt, og så alligevel denne revisoragtige interesse for tal. Mine tal.

Mit sexliv har altid været genstand for en kvantitativ eller matematisk interesse. I folkeskolen vil Signe vide, om jeg overhovedet har været sammen med nogen, og om hvor ofte jeg onanerer. Hun fniser i hele sit glade ansigt, da hun bekendtgør, at hun onanerer så tit, hun kan komme til det.

Det er en god ting, at hun har lært sig selv at komme, for selvom hendes hår er blødt og korngult, og hendes latter let smitter af, er hun også høj og plum i forhold til pubertetsdrengene i vores klasse, der stadig venter på, at slutspurten mod sluthøjderne sætter ind.

Hvis der engang imellem er en, der viser interesse for hende, drikker hun sig mod og bevidstløshed til i Tullamore Dew og elefantøl. Så bærer vi troligt hendes tunge korpus til halbal og hjem igen, når fyren alligevel ikke er interesseret.

Mens Signe altså stiller sig tilfreds med sig selv, har Nina bedre grund til at gøre sig konkrete overvejelser om det med mødommen. Som den eneste af os har hun en fast kæreste, der gerne vil tage Ninas mødom. De mangler mest af alt stedet, men det finder jeg først ud af, efter at de har haft sex hjemme på mit badeværelse.

Det sker til en forfest inden et halbal. Vi andre har travlt med at vælge, hvilke af vores D&G-undertrøjer, vi skal iklæde os, mens vi sipper af vores Rekorderlig syntese-cider. Alt imens sniger Nina sig væk med Casper og får travlt med at blive transformeret til kvinde.

Jeg vælger den zebrastribede, som kommer udover min push-up BH og nedover mine Miss Sixty-jeans, som jeg har flere lag shorts inden under, så ingen skal opdage, at min nedsultede vægt på 47 kilo har efterladt to indsunkne huller, hvor der før var baller.

Nina virker lettet over at have det overstået, og jeg er lettet over at have en mor, en far og to søstre, der har pli nok til at gå i kollektiv døvstumhed, når situationen kræver det.

For mit eget vedkommende lader jeg som om, at Christian fra efterskolen har hjulpet mig af med min mødom, så det tager gruppepresset af mig. Desuden har jeg også allerede kysset med mange (tre) og fået finger af en (godt nok sov jeg, men det tæller stadig), så de fleste advokerer for, at jeg skal sætte tempoet ned.

Tallet i sig selv er måske ikke alarmerende, men det faktum, at ingen af drengene har været min kæreste eller har udvist den mindste lyst til at blive det, er en (yderst) skærpende omstændighed.

Drengene kan dog dårligt bebrejdes, for min måde at søge deres opmærksomhed på involverer at være bedrevidende i timerne og tabe mig til et punkt, hvor Jonatan med den underlige ganespalte og fugleredefrisure kan få sine hænder om mit liv og sige ”hvor er du tynd.”

I gymnasiet var det stadig en sjov leg med tal. Charlotte, Kathrines veninde, ville vide, om jeg havde været sammen med under eller over 10 mænd. Hvis det var under 10 mænd, var jeg kedelig. Kedelig var jeg så rent faktisk dengang, men i dag må hun mene, jeg kvalificerer til et festfyrværkeri, selvom jeg mistænker, hun ikke længere måler efter den skala.

Med tiden behæftes spørgsmålet med en vis skam. Kathrine og jeg er nødt til at udvikle en formel for hurtigt og lyve-sikkert at kunne producere et troværdigt, men acceptabelt antal partnere. Vi lander på at halvere det sande antal og derefter lægge to til.

Senere spørger man ikke længere sådan lige nødvendigvis.

For nogle mænd er det ikke andet end en pikmålingskonkurrence by proxy, så de spørger åbent og griner anerkendende, når jeg nogle gange vinder.

For andre mænd er det en test, jeg med garanti taber. Min værdighed måler de i antallet af mænd, der gik forud for dem. Deres tro på det rigtige tal stammer dels fra en renhedskult og dels fra en kastrationsangst. De vil gerne have den rene eller semirene kvinde, der kun lige har snust til det der sex, og ikke dyppet hele sit yndige ansigt i en sædbalje under en bukkake-session.

Hvad de i hvert fald ikke vil have, er en kvinde, hvis seksualitet overstiger deres egen. Jeg tror måske, de er bange.

Og måske er det frygt, der har gjort, at der lidt for ofte er gået netdoktor i mine tidligere partnere. En sagde, jeg var unaturlig. En anden, at jeg var for meget. En tredje, at jeg var sygelig. Sådan forvandler man sult til ædelyst og orgasmejagt til nymfomani. Det er et fejt kort at spille, og hvorfor har jeg alligevel lidt for tit fået lov til at sidde med sorteper.

Drengene i min gymnasieklasse kaldte mig ’Heksen’ bag min ryg. Det kom mig først for øre i 3.g, og dengang tænkte jeg, at det bare var en reference til min krumme næse, men senere har jeg godt kunnet lide at forestille mig, at de med mit øgenavn er kommet til at afsløre deres egen frygt. Sådan som det nogle gange kan gå med tilnavne.

Kvinder spørger sjældent direkte – det sker i hjørnerne og ad omveje og gerne gennem mine veninder. For dem er jeg stregen i sandet eller et slags skræmmebillede, tror jeg. Jeg repræsenterer et grænsetal, de for alt i verden ikke må overskride.

Men alle kan blive enige om, at antallet af seksuelle partnere er en meningsløs størrelse at dyrke. Det er bare et tal, herreste gud, ligesom alder. Men hvorfor er det så alligevel det spørgsmål, der hænger og svæver i en lejlighed i Nordvest?

Som barn læste jeg en bog om talmagi. Den var lånt på Stenstrups bibliotek, hvor jeg var i gang med at læse alle bøger på deres hylde om faglitteratur. Det var ikke en bog om numerologi, som man måske kunne tro, men en slags historisk gennemgang af tallenes betydning.

Der er bred konsensus om, at visse tal altid er blevet tillagt symbolsk betydning, og de ”magiske” tal går ofte igen på tværs af forskellige kulturer. Bedst vil de fleste kende tallet tre, der findes i alverdens eventyr: Der er tre bukkebruse, tre udfordringer, og Guldlok møder tre bjørne.

Et er et maskulint tal, fordi vi har Adam som den første mand. To var kvindeligt tal på grund af Eva og solsystemets planet nummer to; Venus, og den er som bekendt kærlighedsguden i romersk mytologi. Hverken fire eller fem var der noget prangende at sige noget om, men seks var et djævelens tal. Vi kender det diabolske 666.

Syv er et godt tal at tælle på. Der er syv små dværge, syv gode feer, syv dage i ugen. Otte er relateret uendelighedstegnet (det liggende 8-tal) og har en flig af dets mage. Ni er et lykketal, men jeg kan ikke længere huske hvorfor.

72 er ikke et magisk tal. Men det er antallet af mænd, jeg har været sammen med i skrivende stund, og det er det tal, der hviskes om i hjørnerne. Så der har I det, så nu kan I vel stikke det skråt op.

Vi har ændret navnene på dem, der onanerer og mister mødomme. Vi synes ikke, at de skulle hænges ud for at have onaneret sig igennem folkeskolen eller have fået taget deres mødom et bestemt sted.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder