Det her er ikke min kone. Foto/ rawpixel

Min kæreste tror, jeg er sur, når jeg sætter et punktum. Nu forstår jeg hvorfor

Hvorfor du altid skal slutte dine beskeder med en emoji og ALDRIG med et punktum, din sure skid!!!!! 😡

Når jeg kommer til at afrunde en besked til min kone med et punktum, spørger hun altid, om jeg er sur.

“Nej, nej,” forsikrer jeg hende og tilføjer som dokumentation et par kysse-emojis. Jeg har nemlig lagt mærke til, at hun også tror, hendes veninder er sure, når de ikke indsætter nok emojis (som illustreret i denne skarpe sketch).

Jeg har aldrig forstået, hvorfor mine punktummer åbenbart signalerer surhed. For mig betyder de ikke andet, end at jeg prioriterer korrekt tegnsætning, hvilket i mit verdensbillede er noget, folk burde sætte pris på.

Men så læste jeg en artikel hos magasinet Quartz af en førstebibliotekar, som gav min kone ret.

Vores generation er tilsyneladende i gang med at pensionere punktummet som sætningsafslutter. I hvert fald i private sms- og chatbeskeder.

Den ellers så uskyldige lille prik er ikke blot uhøflig; den er ligefrem et tegn på uoprigtighed, viste et studie fra 2016, hvor deltagerne bedømte en bunke chatbeskeder med og uden punktum til sidst.

Men vi har jo stadig brug for at bryde sætninger op … og det gør vi, blandt andet, med tøveprikker .. du ved … to eller tre punktummer i træk … som markerer en tænkepause…

Det er irriterende, ikke?

Andre påfører deres sætninger en lang hale af udråbs- og spørgsmålstegn – en liberal tilgang til tegnsætning, som gør punktumforfølgelsen ganske paradoksal.

Og sidst, men ikke mindst, er der emojien, som er blevet den nye sætningsafslutter par excellence. 

Betyder ☺️ at du er glad? Emojis skaber forvirring

Men hvad skal de her nye tegn gøre godt for?

Ifølge sprogforskerne skal de efterligne talesproget, som traditionelt har været mindre stift og korrekt end skriftsproget.

Sms- og chatsprog udgør nemlig en ny sproggenre med sine egne regler, som befinder sig i et grænseland mellem tale- og skriftsprog. Derfor er det andre ting end sproglig præcision, der bliver prioriteret.

Kampen om den panderynkende lorteemoji

Engang gjaldt det om at fatte sig i korthed. En sms-besked tillod maks. 160 tegn, så vi snubbede ordene af, indtil der kun var konsonanter tilbage, og vi opfandt nye forkortelser (“d r 2talt LOL!!!”).

I dag handler det mere om at pleje relationer og bekræfte hinanden.  Ligesom vi konstant gør det i talesproget ved hjælp af nik, smil, øjenkontakt og håndbevægelser.

For eksempel, siger sprogprofessor Clay Shirky, tjener tøveprikkerne cirka samme formål, som et “øh” gør i en samtale. De inviterer modtageren ind i samtalen, fordi de markerer tvivl og forbehold. Hvorimod et enkelt punktum fremstår definitivt og autoritativt. Som om der ikke er mere at sige.

Mens emojis ifølge emojiekspert Vyv Evans kommunikerer alt det, vi normalt siger med ansigtet, stemmen eller kroppen. Hvis jeg afslutter en besked til min kone med en overstadig emoji frem for et koldt punktum, signalerer jeg, at jeg ikke er sur. Det siger næsten sig selv.

Så hvorfor gør jeg ikke bare det?

Måske fordi jeg er mand.

Adskillige undersøgelser har nemlig vist, at kvinder bruger flere emojis end mænd. Nogle mener ligefrem, at der er et mudret magtspil på spil her:

Kvinder bruger emojis for at virke rummelige, ydmyge og kvinde-kend-din-plads-agtige, mens mænd – især dem med magt – trumfer igennem og sætter punktummer, når det passer dem.

Og jeg som troede, jeg blot prøvede at skrive korrekt.

Hvorfor er alle kvindesko-emojis højhælede?

Eller måske er jeg bare en af de sprogpurister, som frygter et sprogligt forfald i post-punktum-æraen.

Men vi skal bare pakke vores pessimisme sammen, siger forskerne. Heriblandt danske Marianne Rathje, som i en undersøgelse kom frem til, at sms-sprog ikke gør os til analfabeter.

Tværtimod er det et tegn på intelligens, at man er i stand til at springe sømløst fra en Messenger-chat til for eksempel en artikel, hvor der gælder nogle helt andre regler. Og hvor punktummet ikke er ildeset.

Endnu 😉

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder