Foto/ Michael Discenza

Hvad er ugens bedste dag? Vi rangerer fra bedst til værst

Spoiler alert: Mandag er ikke nummer sjok.

Okay: Det her er muligvis ikke den mest væsentlige artikel, jeg nogensinde har skrevet.

Men da jeg bragte emnet på banen over for mine kolleger, kunne jeg straks mærke, at det satte sindene i bevægelse.

Alle havde stærke holdninger og mere eller mindre gode argumenter, og selvom vi ikke var helt enige, tegnede en vis konsensus sig.

Så her er den altså, min meningsløse og tilstræbt morsomme rangordning af ugens syv dage. Vi starter fra bunden.

Derfor SKAL du vende toiletpapiret på den rigtige måde

7. Tirsdag

Plot twist! Du havde sikkert regnet med at finde mandag her, fordi du har hørt ‘I Don’t Like Mondays’ og ‘Manic Monday’ og alle de andre sange, der prøver at bilde os ind, at ugens første dag også er den værste.

Mandag kan virke temmelig trist og grå, men i det mindste er man genopladet efter weekendens hvil. Måske glæder man sig ligefrem lidt til at se kollegerne eller studiekammeraterne og vende weekendens begivenheder.

Tirsdag derimod. Hverdagen rammer dig for alvor, og du er træt og uoplagt og længes mod weekenden, som stadig er uoverskueligt langt væk. Og det er ikke engang socialt acceptabelt at drikke.

6. Mandag

Selvom mandag er bedre end sit rygte, er det stadig en depri-dag. Weekenden er forbi, og ens krop er tung som bly, når vækkeuret kimer klokken perverst tidligt for at forkynde, at hverdagen er vendt tilbage i al sin grå tristesse.

Det er dog et formildende træk, at der ofte er en fodboldkamp eller et nyt afsnit ‘Game of Thrones’ at glo på, når man kommer hjem.

Her er fem ‘GoT’-podcasts, som kan udfylde hullet

5. Onsdag

På engelsk bliver onsdag også kaldt for hump day. Det betyder ikke, at man skal knalde (medmindre man har lyst og kan finde én at knalde med), men at man er over the hump. Halvvejs gennem ugen.

Weekenden kan anes i horisonten, og det giver et tiltrængt energiskud på et tidspunkt, hvor trætheden og livsleden for alvor er ved at sætte sig.

Og så er ‘lille torsdag’ den første dag på ugen, hvor man kan gå i byen, uden at nogen ser skævt til én. Måske med undtagelse af ens chef – hvorfor onsdag også er klart bedre, mens man stadig går i skole eller studerer.

4. Søndag

Ja, man har fri fra skole/arbejde, og det er dejligt. Men der er også noget vemodigt ved ugens dovneste dag, som ofte bliver brugt på at sove gårsdagens brandert ud foran tv’et eller på at vaske tøj og gøre hovedrent, mens man forsøger at fortrænge, at weekenden snart er slut.

Sådan kommer du over dine tømmerænd

Selv ender jeg – tømmermænd eller ej – oftest med at se fodbold på sofaen. Tynget af skyld over, at jeg ikke bruger min tid mere fornuftigt. Men hvad skal det nytte, når man skal op og arbejde lige om lidt? Ikke engang Gud orkede at lave noget om søndagen.

Og så er DR’s søndagsserier bare ikke, hvad de har været.

Bono siger det bedst:

3. Torsdag

Den mister lidt af sin glans, når man får fast arbejde og helst skal møde nogenlunde ædru op om fredagen. Men i gymnasie- og studieårene er torsdag tit ugens højdepunkt, hvor man tager forskud på festlighederne som et fødselsdagsbarn, der ikke kan vente med at pakke sine gaver ud.

Det er, som om man er lidt mere sej og rockstjerneagtig, hvis man drikker sig i hegnet om torsdagen og dermed er nødt til at komme drattende med dundrende tømmermænd dagen efter. Ofte får den så meget gas, at fredagens bytur bliver en mindre begivenhed af hensyn til både hoved og pengepung.

10 sjove drukspil der er perfekte til weekendens fest

Og så er det lige straks weekend!

2. Fredag

Selvom torsdag er lille fredag, så er den ægte vare stadig federe. Man kan mærke det i luften og se det på folk: Poserne under øjnene er væk, og alle er glade og overskudsagtige.

Weekenden er omsider oprandt, og selv chefer og lærere glæder sig til fyraften og bærer over med, at du fjoller og dovner lidt mere end normalt.

Eksempelvis er det kun om fredagen, man kan få løn for noget så idiotisk som at rangere ugens syv dage.

Og så har fredag den bedste sang. Her taler jeg ikke om Rebecca Blacks vederstyggelighed, men om den her:

1. Lørdag

Der er ikke noget at rafle om:

Man kan sove, til man skammer sig. Og når man endelig står op, kan man stene Netflix dagen lang med god samvittighed, for der er ikke noget, der ikke kan udskydes til søndag.

Og når det bliver aften, og de eventuelle tømmermænd er fucket af, kan man gå ud igen-igen. Hvis man orker. Hvis man ikke gør, bliver man bare i sin pyjamas og ser serier natten lang. Lørdag dømmer ikke.

Lørdag er den eneste dag på ugen, hvor man kan gøre, lige hvad man vil, fra man står op, til man går i seng. Og derfor ugens bedste dag.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder