Screendump fra den nu slettede video. Det er Logan Paul med den fjollede hat. Foto/ Skevarox / Logan Paul Vlogs / YouTube (screendump)

Bedre sent end aldrig: YouTube tager endelig ansvar for syg selvmordsvideo

YouTube lover at slå hårdere ned på stødende indhold efter Logan Pauls selvmordsvideo. Hvad de konkret vil gøre, står dog ikke klart.

Efter 10 dages total radio silence har YouTube nu fordømt Logan Pauls usmagelige selvmordsvideo.

Videoen, som blev uploadet nytårsaftensdag og set over seks millioner gange, viste Paul på sightseeingtur i den japanske Aokigahara-skov, som er kendt for de mange selvmord, der er blevet begået i skoven.

Ved et tilfælde stødte Paul på en død mand, der havde hængt sig selv i ‘selvmordsskoven’. Herefter viste Paul nærbilleder af liget (dog med sløret ansigt), mens han og hans entourage fniste og lavede sjov med situationen.

YouTube-stjerne viser død mand i smagløs video – får internettet på nakken

22-årige Paul, der er en af de største stjerner i YouTube-sfæren med over 15 millioner følgere, har siden pillet videoen ned og undskyldt for sin dårlige dømmekraft.

Det skete efter en sønderlemmende shitstorm, som ramte ikke kun Logan Paul, men også YouTube, der ifølge kritikerne gør alt for lidt for at luge ud i ukrudtet på videoplatformen. Særligt når synderne er store stjerner som Logan Paul, der genererer mange klik og annoncekroner.

Nu har YouTube omsider forholdt sig til polemikken i en Twitter-tråd, hvor de beklager deres larmende tavshed og tager skarp afstand til Logan Pauls video.

“Selvmord er ikke en joke og bør aldrig bruges som drivkraft for at få views,” skriver YouTubes officielle Twitter-konto og fortæller, at man overvejer at straffe Logan Paul.

Min kollega Mette synes, Logan Paul skal have lov at uploade sine klamme selvmordsvideoer

“Vi forventer mere af de indholdsproducenter, som bygger deres fællesskaber på YouTube. Kanalen overskred vores retningslinjer. Vi agerede derefter og afsøger andre mulige konsekvenser.”

YouTube siger også, at de har lyttet til kritikken og snart vil indføre nye tiltag “for at sikre, at en video som denne aldrig kommer i cirkulation igen.”

Hvad YouTube konkret har tænkt sig at gøre, er endnu uklart. Men løfterne om bod og bedring er med til at understrege, at YouTube og andre sociale medier ikke længere kan vende det blinde øje til det indhold, der bliver delt på deres platforme.

I 2017 begyndte medier, politikere og aktionærer for alvor at kræve sociale medier til ansvar, når deres platforme blev misbrugt af ekstremistiske trolls, russiske fake news-fabrikker og unge youtubere med tvivlsom moral.

Zuckerbergs nytårsforsæt for 2018: Det skulle du have gjort for et år siden, Mark

Og noget tyder på, at Facebook, YouTube og Twitter er parate til at tage ansvaret på sig.

Mark Zuckerbergs nytårsforsæt er at “fikse Facebook”, som – indrømmer han – ikke er gode nok til at forhindre misbrug. Twitter har lovet at slå hårdere ned på chikane og hadefulde ytringer. Og nu samme løfte fra YouTube.

Om der så bare er tale om PR-hykleri og brandslukningsøvelser, eller om de teknologiske stormagter vil sætte handling bag ordene, må tiden vise.

OPDATERING

YouTube har nu udmålt straffen over Logan Paul, som er blevet fjernet fra YouTubes mest prominente annonceplatform Google Preferred. Samtidig har YouTube sat pause på produktionen af en film til abonnementstjenesten YouTube Red, som Paul skulle have været med i.

Hvis du har selvmordstanker og mangler nogen at snakke med, så ring til Livslinien på 70 201 201 og få hjælp nu.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder