Død ved pinlig tavshed ... Foto/ DR Presse

To mennesker af kød og blod vurderer parrenes chancer i ’Koden til kærlighed’ på DR3

Man versus machine!

Vis mig dit køleskab, og jeg skal sige dig, om du og din flirt er meant to be.

Det er groft skåret idéen i DR3’s nye datingshow ’Koden til kærlighed’, hvor big data er løsningen på dit sørgelige singleliv.

340 singler har svaret på 208 spørgsmål om deres liv, og en algoritme har udregnet de fire bedste matches. De fire nye par skal bo sammen i en måned for at teste, om algoritmen kender dem bedre, end de selv gør.

LÆS OGSÅ: DR3 er besat af sex, men der stikker altid noget andet under

Og hvad måler den algoritme? Det hører man aldrig i de to første afsnit, så vi har spurgt DTU-professoren, som har skabt den.

Kald os håbløse romantikere, men vi tror stadig på mavefornemmelsen.

Så vi udfordrer DR3’s algoritme til en runde man versus machine. Algoritmen har beregnet sandsynligheden for, at hvert par passer sammen, i procenter.

Vi gør det samme, baseret på godt gammeldags førstehåndsindtryk og menneskelig intuition.

Emma og Andreas

Algoritmens matchscore: 90 %

Freya:

Emma læser psykologi og filosofi på RUC. Andreas læser tykke bøger og går med islændersweater, backpack og langt skæg. På overfladen har algoritmen måske fat i noget.

Men det står klart, da Andreas flytter ind og siger ”Filosofi? Jeg ser også mig selv som et meget filosofisk menneske”, mens Emma nikker sit bedste psykolog-nik, at samtalen nok ikke kommer til at glide helt ubesværet.

LÆS OGSÅ: Vi har fundet koden til ‘Koden til kærlighed’

”Hun er over my league,” siger Andreas til sidst i afsnit 2. Det synes jeg nu ikke, men de er i hvert fald forskellige.

Dermed ikke sagt, at det er umuligt. De virker begge som reflekterede mennesker, der tør udfordre egne fordomme og førstehåndsindtryk.

Jeg har på fornemmelsen, at et godt knald kunne gøre forskellen. Så ville de begge se Andreas i et nyt lys.

Freyas matchscore: 32 %

Laura: 

De to blonde hoveder fra henholdsvis Taastrup og Frederiksberg har altså oddsene imod sig, hvis du spørger mig.

Emma er en romantiker og en popprinsesse fra storbyen, og Andreas er en lidt nørdet efterskoledreng fra Taastrup.

Det er svært at se lighederne og mulighederne her. Man tænker, at algoritmen har lagt vægt på det faktum, at de begge virker ret akademisk tænkende.

LÆS OGSÅ: Hvis du kan lide ‘Gift ved første blik’, så vil du elske ‘Landmand søger kærlighed’

Heldigvis udstråler de begge en vis modenhed, der kan komme dem til gode, og snakketøjet sidder løst på dem begge. Jeg tror godt, de kan få det grineren sammen på en total aseksuel måde.

Lauras matchscore: 20%

Annika og Jonathan

Algoritmens matchscore: 91 %

Freya

Årh, de er så søde, dem her <3

Annika og Jonathan er en oase i ’Koden til kærligheds’ cringe-fest, hvor man lige kan rette tæerne ud. De to har eksperimentets højeste matchscore på 91 procent. Og det ser ud, som om algoritmen ved, hvad den laver.

Annika gider ikke en sofa-kæreste. Faktisk har hun en stor bog stående med fotos fra alle de steder i verden, hun gerne vil besøge. Jonathans største frygt er at blive matchet med én, der ikke er så udadvendt som ham selv.

Det slår gnister mellem de to carpe diem-eksperter, allerede da Jonathan trækker sin medbragte rødvin op. Og igen da de lægger sengetøj på. Og da de lægger sig til sengs sammen. Og da de vågner op efter to timers søvn (!).

LÆS OGSÅ: Buzzfeed har lavet et helt vildt moderne datingshow på Facebook. Alt er lige så dumt, som det plejer

Men jeg tøver alligevel.

Jeg tror, der skal noget ekstraordinært til, før Mr. og Mrs. Spontan gider nøjes med én person på den lange bane. Som Annika siger: ”Jeg har det rigtig godt med at være single. Og det har jeg jo været i langt tid.”

Jeg tror, at Jonathan og Annikas flamme brænder hedt, men kort. Men er kort og hedt lyder også bedre end langstrakt og mellemtempereret.

Freyas matchscore: 67 %

Laura: 

Det kan blive stort for disse to.

Jonathan og Annika har mere end nogen andre den helt rigtige disposition til at være med i et datingprogram: de er åbne, modne og hviler i sig selv. At de virker som ret meget samme type hjælper dem også på vej.

Annikas entusiasme og glade gemyt og Jonathans oprigtige interesse i at høre, hvad hans date har at sige, gør mig blød. De er det eneste par, der ikke er spor cringe at se på.

LÆS OGSÅ: 5 ting du bliver nødt til at se på dr.dk i januar

Det eneste, der rigtigt taler imod disse to, er, at de mødtes på tv, og derfor må lide under at have et helt hold kamerafolk som publikum, mens de skal lære hinanden at kende.

Lauras matchscore: 78 %

Maria Luisa og Ronni

Algoritmens matchscore: 77 %

Freya:

Programmets to jyder er havnet sammen. Algoritmen går tilsyneladende op i geografi.

Ronnis drømmekvinde er Megan Fox. Og han håber bestemt ikke, at han kommer til at sove på sofaen. Han lyser virkelig op, da han kommer hjem til den flotte, mørke Maria Luisa fra Equador. Også selvom han på det bestemteste skal sove på sofaen den første nat.

Maria Luisas tanker er lidt sværere at greje. Men snakken swinger nogenlunde under deres første middag som par. De arbejder begge med kroppen, Maria Luisa som flyverkonstabel og Ronni som sport manager-studerende.

Som jyde tror jeg på jysk grundighed. Jeg tror, at de her to vil arbejde aktivt for at få det til at ske. Maria Luisa og Ronni har potentiale til at leve op til programmets ambition: At bryde Tinders forbandelse af meh, nej tak.

Freyas matchscore: 78 %

Laura:

Det er ikke helt ved siden af med Maria Luisa og Ronni.

Ganske vist er der ligevel meget drengerøv over Ronni, hvis drømmekvinde er Megan Fox, og som meget gerne vil putte i sengen fra dag ét.

Men kemien mellem ham og den glutenintolerante halvsydamerikaner Maria Luisa er ikke helt dum. De griner og drikker rødvin og virker oprigtigt interesserede i at lære hinanden at kende.

Jeg har svært ved at læse Maria Luisa, men jeg fornemmer en god kropsbevidsthed ved dem begge, så chancen for, at de ender med at bolle, vurderer jeg som stor.

Muligheden for, at der opstår ægte kærlighed, er nok lidt mindre.

Lauras matchscore: 40 %

Cecilie og Alexander

Algoritmens matchscore: 78 %

Freya:

Kan det her klassificeres som børnemishandling?

Cecilie er 20 år gammel, og hun har aldrig haft en kæreste. Hun har aldrig været på en date. Og nu skal hun debutere i en måneds tvangsægteskab med den største drengerøv i Indre By.

Alexander har en pornolampe lige ved siden af sin PlayStation og sin sofa, der ikke er blevet støvsuget i halvandet år. Cecilie kan godt lide, at der er rent og pænt.

Den første aften i hans lejlighed bruger Cecilie på at stirre panisk ned i sin iPhone, mens Alexander overvejer, om man kan dø af larmende tavshed.

Stop det her trafikuheld, før Cecilie udvikler invaliderende angst ved tanken om nogensinde at gå på en rigtig date.

Freyas matchscore: 5 %

Laura:

For en computer er der måske ikke den store forskel på tallene 20 og 24.

Men der er stor forskel på at være 24 år, som de fleste af deltagerne er, og at være 20, som programmets yngste deltagere, Cecilie og Alexander, er.

Cecilie har aldrig været på en date før. Hun har heller aldrig haft en kæreste. Man spekulerer på, om hun overhovedet har været på tomandshånd med en dude før.

Hendes usikkerhed ser ud til at overskygge alle andre følelser, hun måtte have i mødet med Alexander – og jeg skal da også lige love for, at hun er blevet smidt ud på dybt vand. For Alexander er en PlayStation-spillende drengerøv, der ikke ved, hvad han skal stille op med den mutte mus, han får ind af døren.

De to kan ikke engang se hinanden i øjnene. Alexander prøver bravt at småsnakke, men de to er simpelthen for unge til at rumme hinanden.

Lauras matchscore: 6 %

3. Afsnit af ‘Koden til Kærlighed’ kan ses på DR3 onsdag  den 17. januar. Du kan dog se forpremiere på afsnittet søndag den 14 januar på DRTV

luk
Vis flere nyheder