Foto/ Ritzau (Magnus Møller/POLFOTO/arkiv)

Udstilling viser det tøj kvinder havde på da de blev voldtaget

En udstilling i Belgien vil punktere myten om, at letpåklædte kvinder selv er ude om, at de bliver voldtaget.

En pyjamas. Et par joggingbukser. En T-shirt med My Little Pony på.

Det er nogle af de udstillingsgenstande, man i denne uge kan finde på Centre Communautaire Maritime i den belgiske hovedstad Bruxelles.

Historien har vi fra Flanders News.

‘Hvad havde du på?’, hedder udstillingen, og målet med den er at udrydde den sejlivede myte om, at kvinder, der bliver voldtaget, har et medansvar, fordi de klæder sig provokerende.

Julie blev voldtaget af sin kæreste: “Hold din kæft og lig stille!”

Fælles for de udstillede beklædningsgenstande er, at de alle blev båret af voldtægtsofre på gerningstidspunktet. Men ellers er der ikke mange fællesnævnere.

Tøjet er nemlig vidt forskelligt og ikke spor udfordrende, hvilket underbygger de mange undersøgelser, der ikke har vist nogen sammenhæng mellem “provokerende påklædning” og risiko for voldtægt.

“Overfaldsvoldtægter udgør mindre end 20 procent af alle voldtægter, og der er ikke noget, der peger på, at tøjet spiller en rolle. Medmindre, der er mange voldtægtsmænd, der tænder på dynejakker,” sagde Anja Hareskov Jensen, daværende ledende psykolog hos Center for Voldtægtsofre, til DR i 2015.

Emilie kaldte sig mandschauvinist. Nu har #MeToo gjort hende til feminist

Alligevel oplever mange voldtægtsofre at blive stillet insinuerende spørgsmål som “hvad havde du på?”, ligesom hver syvende dansker mener, at en letpåklædt kvinde har et medansvar, hvis hun bliver voldtaget.

Det er den victim-blaming, som arrangørerne bag den belgiske udstilling vil til livs.

“Nogle ofre begynder at spørge sig selv, om de havde et medansvar for det, de var ude for, på grund af det de havde på, eller hvordan de opførte sig,” siger en af initiativtagerne Liesbeth Kennes til radiostationen VRT1.

“Men når man går rundt her, bemærker man straks, at det er helt normalt tøj, som enhver kunne have på, og ikke ekstreme latexdragter.”

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder