Tak til Golden Globe-vinderen for at give mig ondt i røven

Der er en joke i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, som fik min røv til at værke.

Scenen er på politistationen. Der sidder Mildred, en edderrasende mor til en myrdet teenagedatter, som har startet en smædekampagne mod det lokale politi på tre koloenorme reklameskilte uden for byen, fordi politiet stadig er på bar bund i opklaringen.

Ind kommer betjent Dixon. Han har et ry for at banke sine sorte mistænkte.

”Hvordan går det med nigger-torturen, Dixon?” spørger hun.

LÆS OGSÅ: Den her serie er f***ing hipster. Men du skal f***ing se den

Han går til modangreb. ”Man må ikke sige nigger-tortur længere,” spytter han. ”Det hedder altså farvede personer-tortur!”

Salen grinede, og det gjorde jeg også.

Men bagefter tænkte jeg på, hvad jeg egentlig grinede af. Er det sjovt, at en kvinden vi skal holde med, sådan helt casual lader n-ordet sive? Og er det sjovt, at USA’s epidemi af politivold reduceres til en oneliner?

Ja, du slår på sorte, men du er sgu en fin fyr

’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ har en kedelig titel. Den har en kedelig plakat. Og den har lige vundet en Golden Globe for årets bedste drama, en af verdens kedeligste priser.

LÆS OGSÅ: #Blackhogwarts er det bedste du kommer til at se på internettet i dag

Men tag ikke fejl, den her film giver dig the feels. Dem alle sammen.

Det er en rørende fortælling om en mor, som mister sit barn, og som ene kvinde river hele lokalsamfundet op ved roden, fordi hendes smerte giver hende superkræfter. Men den er også sjov. Tænk Coen-brødrene-sjov.

Jeg grinede, jeg græd, jeg godtede mig, når Mildred tog sin velfortjente hævn på den voldspsykopatiske del af patriarkatet.

Sam Rockwell som betjent Dixon og Frances McDormand som Mildred er forrygende ærkefjender.

Men jeg fik også en lille smule ondt i røven. Jeg er ikke den eneste.

I USA er filmen blevet kritiseret for sin behandling af sorte.

Der er to sorte figurer i filmen, begge er vældig sympatiske, men de er mest plotredskaber til at forløse de hvide figurers historie. Den ene af dem bliver anholdt for besiddelse af hash. Typisk sort.

LÆS OGSÅ: Underbetalte Michelle Williams ejer overbetalte Mark Wahlberg på 3 essentielle punkter

Men det største kritikpunkt er Dixon, klovnebetjenten med sin løse aftrækker, som stadig bor hjemme hos mor, hvor han også har arvet sit syn på sorte. Hvis Mildred starter ud som helten, er Dixon skurken. Men uden at spoile for meget, er det ikke sådan, han ender.

Filmen er blevet kritiseret for at tilgive en mand uden at adressere hans åbenlyse racisme. Og for at bruge politivold som et krydret karaktertræk i en hvid mands personlige udvikling.

10 skridt tilbage for dværge

Og det er rigtigt. Sorte får med grovfilen i den her film.

Men det gør alle andre også.

Mexicanere hedder ”wetbacks”. Bøsser hedder ”fags”. Strissere banker sorte fanger, eller også holder de hånden over dem, der gør. Præster står i ledtog med voldtægtsmænd. Smukke unge kvinder er blanke bimbos. Dværge er landsbyens freak. Og rednecks slår deres koner.

Der er forargelse til enhver smag. Den nagende fornemmelse i min røv rørte på sig flere gange.

Alle personer strejfer kanten af sin egen stereotyp:

Eksmandens nye kæreste på 19 år, der aldrig vælger det rigtige fremmedord i sine sætninger. Politichefen, der siger: ”Hvis jeg fyrede alle racistiske betjente, så ville der næsten ikke være nogen tilbage. Og dem der er, ville alle sammen hade fags, haha!”

Og landbyens dværg James, som for alvor gjorde det svært for mig at sidde stille i mit sæde.

Peter Dinklage revolutionerede dværge på skærmen som Tyrion Lannister i ’Game of Thrones’, og med rollen som James træder han ti skridt tilbage.

James er en good guy, men han får ikke en chance hos Mildred.

James er yndlingsdørmåtten i hele Ebbing, Missouri, særligt Mildreds. Han bruger hele filmen på at invitere hende på date og blive nådesløst afvist. Han når lige at give hende en verbal lussing, da hun trykker den sidste værdighed ud af ham. Men hun får det sidste ord, da han lusker duknakket ud af historien som et såret dyr.

Den eneste, som kommer styrket ud af den her historie, er Mildred. Hun er en kvinde til #metoo-tiden, som nægter at leve op til klichéen om urmoderen, der sørger med klynk. Mildred sørger med skridtspark, molotovcocktails og andre ret ukonstruktive beslutninger, især taget i betragtning, at hun har en levende søn at tage sig af.

Cheeseburgeren i Det Hvide Hus

Efter filmen funderede jeg over, hvad jeg skulle stille op med min værkende røv. Jeg spekulerede på, om jeg var enig med dem, som mener, at årets Golden Globe-vinder er småracistisk.

Det er jeg ikke.

Jeg fandt ud af, hvad jeg egentlig grinede af. Det var ikke de sorte, mexicanerne eller dværgen. Det var alle dem, som sagde ”farvede personer-tortur”, ”wetbacks” eller ”midget”.

Og jeg grinede af tortur-joken, fordi den helt præcist viser forskellen på at bruge det forkerte ord med de rigtige intentioner og på at bruge det rigtige ord med de forkerte intentioner. Det sidste er langt mere grinagtigt end det første.

Mildred skyr ingen midler for at få sin hævn.

Det er rednecks, som kommer ud fra filmen med flest blå mærker. Stereotyper er provokerende, fordi de nogle gange indeholder en dosis sandhed.

’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ er en satire over alle de steder i USA – både i røde og blå stater – hvor det stadig er acceptabelt at tale og opføre sig som betjent Dixon og alle de andre i Ebbing. Dem er der mange af, og de ligger ikke kun i The Missouri.

Beviset sidder med en cheeseburger i sengen i Det Hvide Hus.

Den søde kløe

I Danmark fik ’En frygtelig kvinde’ – filmen om en manipulerende satan af en kvinde – os til at diskutere, hvor meget og hvordan en film må provokere os med stereotyper.

’En frygtelig kvinde’ gav mig ikke så ondt i røven, som instruktøren Christian Tafdrups udtalelser om kvinder. Men jeg sætter pris på, at han gør en indsats for at skubbe til mit verdensbillede. Det har jeg godt af.

Og det samme med ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’. Hvis film ikke tør provokere, kan man lige så godt lade være med at lave dem. Man skal vokse som menneske af at se film, og det kan nogle gange gøre ondt. Eller bare klø lidt i røven på en lækker måde.

’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ kan ses i biografen.

luk
Vis flere nyheder