Foto/ Presse

Her er 3 grunde til, at Simona er den soloprinsesse, vi skulle have haft fra starten

Jeg blev smaskforelsket i ’Prinsesserne fra blokken’.

Pigerne med selvbruner, extensions, plasticbryster, falske øjenvipper – gerne to styks – som de bar med stolthed som en krigsmaling, når de vadede gennem byen med ”du er ikke bedre end mig”-attitude eller trampede sig lykkelige til slettefester på Amager.

LÆS OGSÅ: Vores 8 yndlingsøjeblikke fra ‘Siri – en prinsesse gi’r aldrig på’

Jeg lærte nogle piger at kende, som slet ikke ligner mig selv eller mine veninder. Og jeg havde lyst til at bruge endnu mere tid sammen med dem, fordi DR3’s dokumentarserie tog dem alvorligt – både de svære og smukke ting i deres liv.

Sådan tror jeg, mange danskere havde det. I hvert fald blev ’Prinsesserne fra blokken’ en seersucces.

Så jeg blev ellevild – og det gjorde DR3 sikkert også – da en af prinsesserne, Siri, gik med til at dele mere ud af sit liv på tv.

Men ’Siri – en prinsesse gi’r aldrig op’ var ikke, hvad jeg havde håbet. Jeg følte ikke længere, at Siri var den veninde, jeg manglede. Jeg fik ondt af hende. Måske kom jeg endda til at grine af hende et par gange.

Lidt som jeg har det med ’De unge mødre’.

LÆS OGSÅ: Vi har spurgt tre sugardaddies hvad de synes om DR3’s sugarbabe-program

Da jeg så, at DR3 er aktuel med endnu en prinsesse-spinoff, tænkte jeg ”så let får I mig ikke igen.”

Men så så jeg første afsnit af ’Simona overlever’. Nu er jeg smaskforelsket igen.

Der er 3 grunde til, at Simona er den soloprinsesse, vi skulle have haft fra starten.

Hun er en cliffhanger

Simona er hende, jeg husker bedst fra ’Prinsesserne fra blokken’. Mens de andre altid var gode for en grineren oneliner, især Siri, var Simona den mystiske type, der vejede sine ord. Men det hun sagde, slog altid hårdt.

Det stod klart, at vi kun havde hørt en brøkdel af hendes historie, da hun kørte forbi den boligblok i Hvidovre, hvor hendes venindes far ”overtrådte hendes grænser fra hun var 4 til 6 år gammel.” I bilen sidder hendes kæreste. Han hedder Arik, er 36 år og havde halstatoveringer.

LÆS OGSÅ: DR3 er besat af sex, men der stikker altid noget andet under

På det tidspunkt var Simona 16 år.

Jeg måbede, da jeg så det. Og det gjorde jeg også, da ’Prinsesserne fra blokken’ sluttede med enorme huller i historien om Simonas fortid, og hvordan den har formet hendes forhold til mænd.

Det er de spørgsmål, som ’Simona overlever’ kan give svar på.

Hun bliver taget alvorligt

Siri er ”bidt af en gal negl”, og så har hun skrevet ”speciale i spraytan”.

Hun har altså et par Amalie-moments i ‘En prinsesse gi’r aldrig op´.

Og det er super sjovt tv. Men nogle gange får man fornemmelsen af, at det ikke er helt lige så super for Siri.

Hun har en charmerende evne til at tage pis på sig selv og afbøde en svær situation med selvudslettende humor. For eksempel i afsnit 2, hvor hun lige har pakket alle sine ting i en indkøbsvogn og er skredet fra sin kæreste.

Hun griner afvæbnende af sig selv over, at hun altid falder for bad boys. Og så er der falde-på-halen-humor over, hvor svært det er at balancere med en indkøbsvogn bag ved Ishøj Bycenter, når ens tilværelse lige er brast sammen – igen.

Kendt serieskaber leverer en mesterlig undskyldning for sit #MeToo-overgreb

Hvis ikke man griner af Siri, får man ondt af hende. Og det er ikke hendes skyld, men tv-tilrettelæggerens. Programmet giver et øjebliksbillede af hendes kaosliv, men det kommer kun sjældent ind under overfladen, så vi forstår, hvorfor det er så svært for hende at få styr på.

Simonas serie åbner med et lille digt, der starter sådan her:

”Kom, kom og se mig nu. Selvom det er svært at se. Jeg har lagt blod for at stå her i dag.”

Simona insisterer på at komme ind under overfladen af spraytan.

Vi får historien om hele Simonas 17 år lange liv, som i dag får hende til at føle sig som ”80 år indeni”.

Vi ser billeder af dengang, hun næsten døde af en overdosis. Og vi ser hende besøge den lukkede institution, hvor hun vågnede op til et vindue med tremmer og ikke anede, hvor hun var.

Programmet tager Simona alvorligt ved at tage hendes fortid alvorligt. Og det tegner til at blive en ærlig historie om, hvad der sker med et barn, når hverken familien eller systemet kan give den rigtige hjælp.

Hun vil fortælle noget vigtigt

I et interview forklarer Simona, at hun var tæt på at droppe programmet midt i optagelserne.

”Jeg havde været ustabil (…) og situationen gjorde, at jeg åbenbart havde lidt svært ved at få taget telefonen. Men jeg fik taget mig sammen, fordi jeg syntes, det var rigtig vigtigt.”

Simona har noget, hun gerne vil fortælle os om seksuelt misbrug. Også selvom hun har øvet sig i årevis på ikke at snakke om det.

Det er en vigtig historie.

Det var Siris historie om konsekvenserne af to psykiske diagnoser og en hård opvækst også. Men blev aldrig foldet helt ud midt i de sjove oneliners og rundtossede hverdagsdramaer.

Simona ser sin frygt i øjnene allerede i første afsnit. Sammen med sin far har hun en aftale med en psykolog, så hun for første gang kan fortælle ham, hvad der præcis skete, dengang hendes venindes far forgreb sig på hende.

Hvis du kunne lide ‘The Jinx’, vil du elske DRs nye true crime-serie

Men i sidste øjeblik springer faren fra – det bliver for meget for ham. Så tager hun sessionen alene:

”Det er rigtig svært at have en historie, som ens far ikke kan overskue og tåle at høre, fordi den er så barsk, at det gør så ondt indeni, at man næsten ikke kan finde ud af at være menneske.”

Simona føles som en ægte overlever. Selvom programmet har været hårdt at lave, kan jeg ikke undgå at tænke, at det måske også har været sundt for hende. Jeg håber inderligt for Simona, at hun får taget den snak med sin far. Og jeg håber inderligt for mig selv, at det kommer til at ske foran kameraet.

Hvis Siri er blevet udstillet, har Simona muligheden for at vokse på tv.

Første afsnit af ’Simona overlever’ kan ses på dr.dk.

luk
Vis flere nyheder