Foto/ Ikon Images

Tre sexpartnere, my ass

Findes det magiske sex-tal? Det satte jeg mig for at undersøge ved hjælp af en meget lidt seriøs undersøgelse

I sidste uge afslørede metroxpress at man nu meget nemt kan finde ud af, om man er for dydig eller en kæmpe slut.

En undersøgelse viser nemlig, hvad det ideelle antal sexpartnere er, skrev mx.

500 europæere og 500 amerikanere har talt: Hvis du har haft sex med mere end tre (TRE!) personer, er du ulækker.

I hvert fald ifølge de adspurgte, der er i deres 20’ere.

Derfor svarede 20 procent også, at de lyver om sextallet, når de fortæller en ny kæreste om, hvor mange de har knaldet.

Jeg blev pissesur.

For metroxpress skal fandeme ikke fortælle mig, at jeg er slutty eller ulækker, hvis jeg har knaldet mere end tre personer.

Hvilket jeg har, duh.

Jeg smækkede et link på min Facebook med teksten ”Happy slutty friday”.

To kvinder kommenterede med: ”Altså pr. aften, ikk’?” og ”ej, haha, stop!”.

Så jeg var ikke alene om at tænke, at tre knald som maks. er wack.

Derfor satte jeg mig for at lave min egen lille undersøgelse blandt mine Facebookvenner.

Og med undersøgelse mener jeg en meget usaglig, ikke særligt akkurat rundspørge, som ikke er i nærheden af at ligne en legitim undersøgelse.

Sådan gjorde jeg:

Jeg havde nok forventet, at dem der svarede, ville være blandt de mere frisindede blandt mine Facebookvenner.

Men det viste sig faktisk at være en broget skare, der svarede.

I alt modtog jeg 30 svar på det døgn, jeg indsamlede min empiri.

Fra ni mænd og 21 kvinder.

Fra en, der er født i 1991 til en på 60+.

Antal sexpartnere gik fra én til 200, og gav således et gennemsnitstal på 48 forskellige sexpartnere. De fleste lå et sted mellem 20 og 50 partnere.

Meget seriøs journalist laver meget seriøs undersøgelse.

Eureka! Selvom mit eget trecifrede antal kun blev matchet to gange, følte jeg mig alligevel langt bedre tilpas.

Men hvor mange må ens kæreste så have knaldet?

En enkelt svarede, lidt i sjov, at hun er ”jaloux as fuck”, så hun ville foretrække en jomfru.

En gik i en helt anden boldgade og ville kategorisere partneren som sexforskrækket, hvis han ikke havde bollet med MINDST 10.

En mand skrev ”jo flere, jo bedre”.

Tre kvinder ville have player-alarmen klar, hvis partneren har knaldet over 50 andre.

En enkelt satte en streg ved 15 partnere – vedkommende havde selv haft en enkelt sexpartner.

Og de resterende 23 var ligeglade med kærestens sex-tal.

Dobbelt-eureka!

…og så blev det spændende. For hvor mange har mon løjet om deres sex-tal? Og hvorfor?

21 personer svarede at de aldrig har løjet om deres sex-tal. En enkelt havde vist nok gjort det da hun var yngre.

En af de kvinder, der nægtede at lyve om sit tal, var blevet kaldt for ”nymfoman” og ”prostitueret” flere gange.

Tre personer havde – da de var yngre – løjet sig til flere partnere, end de i virkeligheden havde.

Og fem personer havde løjet om deres sex-tal.

Den ene med den simple begrundelse, at ham, hun knaldede, havde et lavere tal end hende.

Den anden fordi personen fandt sit tal pinligt.

Den tredje og den fjerde, fordi de ikke gad blive stemplet som billige.

Og den femte og eneste mand på løgner-siden: ”For at få et nyt knald”.

Efter gennemgangen sidder jeg med en klar fornemmelse: De 500 adspurgte europæere i den undersøgelse, metroxpress refererede til, er IKKE med på min Facebookvenneliste.

For det magiske sex-tal er ikke tre. Det findes ikke.

Det er fucking ligegyldigt, hvor mange du har knaldet.

Og hvis der bliver løjet om ens sex-tal, er det enten fordi man(d) synes det er for lavt, eller fordi man som kvinde er bange for at blive kaldt slutty.

En mærkat, metroxpress er med til at forherlige, og som ikke hører hjemme nogen steder.

Fuck nu af med de mærkater.

Jeg er sikker på, der er nogle enormt monogame, halv-sippede typer blandt dem, der har svaret på undersøgelsen, mx refererer til.

Men de skal fandeme ikke have lov til at diktere hvor mange det er okay, du og jeg knalder.

Tre sexpartnere, my ass.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder