Formand for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost. Foto/ Liselotte Sabroe/Scanpix Denmark

Første borgerforslag i mål: 50.000 vil af med uddannelsesloftet

Et borgerforslag om at afskaffe uddannelsesloftet skal i behandling i Folketinget. Det er dog stærkt tvivlsomt, om det bliver vedtaget.

To uger.

Længere tog det ikke Danmarks første borgerforslag at opnå de 50.000 underskrifter, som skal til for, at det kan blive behandlet i Folketinget.

Forslaget går ud på at afskaffe det omstridte uddannelsesloft, som forhindrer folk i at tage to uddannelser på samme niveau inden for seks år.

“Loftet fastlåser mennesker. Dem der har valgt forkert, står i en situation, hvor de ikke kan vælge om. Ønsker vi et samfund, hvor unge ikke kan falde og rejse sig igen? Det er i hvert fald ikke det uddannelsessystem, jeg ønsker,” siger Sana Mahin Doost, forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, som har været med til at stille forslaget.

Her er de jobs, hvor du scorer kassen – og dem, hvor du ikke får en rød reje

Hun glæder sig over, at forslaget har opnået så stor tilslutning.

“Det siger meget om den modstand, der er imod uddannelsesloftet. Vi er ikke en lille gruppe, men mange mennesker, som siger, at det her loft skal væk. Det giver blod på tanden til at kæmpe videre,” siger hun.

Det synes dog tvivlsomt, om de 50.000 underskrifter vil gøre indtryk på Folketinget. De tre største partier har allerede været ude at sige, at de ikke har ændret holdning til det uddannelsesloft, de vedtog i 2016.

Danmark er nu det første land i Europa, hvor man kan komme ind på uni uden karakterer

“Jeg synes, det er udtryk for magtarrogance, at man skyder det første borgerforslag ned, inden man overhovedet har taget debatten. Man skal ikke give almindelige mennesker mulighed for at stille borgerforslag, hvis det alligevel bare er politisk sminke,” siger Sana Mahin Doost.

Men er det ikke fint nok, at de er ærlige i stedet for at stikke jer blår i øjnene?

“Den ærlighed kunne de have ventet med, indtil vi havde samlet underskrifterne. Konstruktionen er ligegyldig, hvis man ikke vil anerkende, at kommer der rigtig mange underskrifter, kan det godt være, vi skal genoverveje beslutningen.”

Alligevel siger Sana Mahin Doost, at hun tror på, det vil lykkes at få uddannelsesloftet afskaffet.

“Fordi jeg tror på, at alle kan blive klogere, også politikere. Det er også derfor, man skal kunne tage flere uddannelser – så man kan blive klogere. Jeg vil gerne give politikerne the benefit of the doubt. Så jeg tror på det. Og hvis vi ikke får det afskaffet nu, får vi det afskaffet på et andet tidspunkt. Vi stopper i hvert fald ikke kampen,” lyder det.

Mindre optimistisk er Alternativets uddannelsesordfører Pernille Schnoor. Alternativet har hele tiden været imod uddannelsesloftet og glæder sig over, at borgerforslaget skal behandles i Folketinget.

Men:

“Jeg synes, det er vigtigt, at forslaget er blevet stillet, og jeg tror, det kan have en effekt. Men om vi her i første omgang kan få flertal for det, det ved jeg ikke. Det tror jeg måske ikke, vi kan. Desværre.”

Vi har rakt ud til uddannelsesordførerne fra Venstre og Socialdemokratiet for at få en kommentar. Vi opdaterer artiklen, hvis de vender tilbage.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder