Foto/ Jens Nørgaard Larsen/ScanpixDanmark

Manu Sareen vil gøre hash lovligt: Jeg vil tage det ud af hænderne på de kriminelle

Den tidligere minister har stillet et borgerforslag om at legalisere cannabis - også til rekreativt brug. Over 2.000 har allerede skrevet under.

Manu Sareen vil have gjort hash lovligt – både medicinsk cannabis og den slags, man indtager for sjov.

Derfor har den tidligere radikale socialminister stillet et borgerforslag, som på et døgn har fået over 2.000 støtter. Her foreslår han en fuld legalisering af cannabis for alle over 18 år.

“Flere og flere erfaringer viser, at cannabissens dårlige rygte er baseret på rigtig mange fordomme,” siger Manu Sareen, der i dag er medlem af Alternativet, til FORMAT.

“Hvis man skulle starte forfra i dag, ville man formentlig forbyde alkohol og smøger, men ikke cannabis.”

3 grunde til at droppe alkohol … og tage lidt MDMA i stedet

Manu Sareen foreslår, at produktionen og salget af cannabis skal reguleres af staten, som så skal bruge indtægterne på sociale indsatser og oplysningskampagner.

“De kriminelle skovler penge ind, og den hash, de sælger, er af virkelig dårlig kvalitet, fordi de fylder det med alt muligt crap for at få det til at veje mere. Jeg ønsker at tage det ud af hænderne på de kriminelle, så man kan sælge noget meget renere stof, som folk ikke bliver syge og dårlige af,” siger Manu Sareen.

Den 50-årige politiker afslørede sidste år, at han i sin ministertid brugte cannabisolie til at komme igennem en periode med stress. Han har også selv røget hash, da han var ung.

“Grunden til, at jeg stoppede for 30 år siden, var, at jeg var virkelig tæt på at få en hashpsykose, fordi jeg røg noget, som var fuldstændig betændt,” siger han.

Kom med til hash-handlernes svar på Oscar-uddelingerne

En rundspørge foretaget af DR sidste år viste, at de fleste danskere går ind for fri hash, og meget taler for, at Manu Sareens borgerforslag vil opnå de nødvendige 50.000 underskrifter.

Sker det, skal forslaget behandles i Folketinget. Men det bliver ikke vedtaget, medmindre der er et politisk flertal. Og det er der ikke, som landet ligger nu.

Tror du selv på, at det her forslag kan få politisk medvind i Folketinget?

“Ikke i første omgang, men jeg tror, det kan tvinge politikerne til at tage en debat på et oplyst grundlag. Og det er faktisk en rigtig god start, synes jeg,” siger han og tilføjer:

“Lad os lege med den tanke, at Mette Frederiksen (S) vinder det næste valg. Så er der jo en del partier, som går ind for legalisering. Og jeg synes da helt klart, at de som pris for at pege på Mette Frederiksen skal bede hende om at bane vejen for en legalisering i Danmark.”

Manu Sareen er desuden i gang med at rejse et kollektivt søgsmål mod staten for at få medicinsk cannabis legaliseret.

“Vi er ved at samle penge ind. Vi har samlet lidt over 100.000 kroner ind og skal have lidt mere. Vi har opfordret folk, der har fået bøder for at bruge medicinsk cannabis, til at hoppe med på vores kollektive søgsmål. En del har allerede sagt ja, og inden for et halvt år skulle vi gerne komme videre med det,” fortæller han.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder