Serena Williams var en af dem, der hoppede på den utrolige - og usande - historie. Foto/ Aaron Favila/Ritzau Scanpix

Snød Serena Williams: Tennis-troll bildte verden ind, han var et kæmpetalent

En 20-årig makedoner udgav sig for at være et kæmpe tennistalent, der havde ligget i koma i et halvt år. Serena Williams og BBC var blandt de tusinder, der hoppede på hans utrolige historie.

Makedonerne er verdensmestre i at lyve.

Først fik vi historien om fake news-fabrikken i byen Veles, hvorfra studerende forurenede den amerikanske valgkamp med pro-Trump-propaganda.

Og nu får vi så Darko Grncarov, en 20-årig tennisspiller med en historie så vanvittig, at man skulle tro, den var løgn. Og det er lige, hvad den er.

Har Kirsten Birgit styr på sine trolde?

Det er mediet Slate, der har demaskeret den makedonske troll, som ellers havde narret både Serena Williams og BBC med sin inspirerende comebackfortælling.

Han var – gik historien – en lovende spiller, som havde vundet en juniorturnering i Holland, men efter et slagtilfælde havde han ligget i koma i et halvt år. Nu var han vågen og klar til at gøre comeback som professionel tennisspiller.

For at få sin historie frem tyede han til Twitter, hvor han indyndede sig med politisk korrekte budskaber og skamros af de populære Williams-søstre, Venus og Serena.

Sidstnævnte kvitterede ved at følge Grncarovs profil og sende ham en opmuntrende privatbesked, og den 20-årige makedoner fik også mange tusinde andre tilhængere. Han landede endda et interview med det britiske public service-medie BBC.

Det var en fantastisk historie, Grncarov fortalte. Problemet er bare, at den er løgn.

Seks hackere bekæmper ISIS med porno og fake news

Den juniorturnering, han skulle have vundet i Holland, fandt aldrig sted. Den eneste officielle tenniskamp, Grncarov nogensinde har spillet, tabte han 6-0, 6-0.

Han er heller aldrig blevet sponsoreret af Adidas og ketsjerfabrikanten Wilson, sådan som han hævdede. Og adskillige af hans Twitter-følgere var tilsyneladende falske profiler, som helligede al deres tid til at sværme for Grncarov. Der var over 200 af de her profiler, som efter alt at dømme var administreret af trolls.

Grncarov lagde også træningsvideoer ud af sig selv, men videoerne forestillede tydeligvis forskellige mænd – nogle af dem højrehåndede, andre venstrehåndede.

Da Slates journalist interviewede Grncarov over Twitter, var han i første omgang imødekommende. Men da journalisten spurgte Grncarov ind til en turnering i Egypten, som han var tilmeldt på et tidspunkt, hvor han angiveligt lå i koma, blev tonen fjendtlig.

“Det er et fair spørgsmål, men du virker så uhøflig. Derfor stopper jeg nu. Lad mig vide det, når du har noget godt til mig,” skrev han.

Da journalisten efterfølgende fortalte, at han mistænkte Grncarovs videoer for at være falske, blev han blokeret af makedoneren.

Efterfølgende har Grncarov slettet sine profiler på Twitter, Facebook og Instagram, og mange af hans falske Twitter-følgere er også forsvundet på mystisk vis.

Forskruet faceswap-porno bliver nu forbudt

Det står ikke helt klart, hvor meget af Grncarovs historie der er opspind. Har han nogensinde gjort sig forhåbninger om en professionel tenniskarriere? Har han nogensinde ligget i koma? Har han rent faktisk progressive politiske holdninger, eller fedtede han bare for det gode selskab?

En makedonsk tv-vært, Aleksandar Bojadziski, som interviewede Grncarov i 2014, er dog ikke i tvivl.

“Han er en løgner. Han snød mig, og nu er han tilsyneladende ved at snyde hele verden,” siger han til Slate.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder