Foto/ Bax Lindhardt/Scanpix Danmark

Jo, din læge lytter til dig: Danske læger scorer højt på empati

Generelt forstår danske praktiserende læger deres patienter godt, men der er variation mellem lægerne og rum til forbedringer, viser nyt studie.

Danske praktiserende læger scorer højt, når det gælder deres evne til at forstå og kommunikere med patienterne. Det viser ny, dansk forskning ifølge Videnskab.dk.

Forskere fra Syddansk Universitet (SDU) har via en stikprøve på 464 danske praktiserende læger testet lægernes evne til at sætte sig ind deres patienters behov.

På en skala for empati (Jefferson Scale of Empathy for sundhedsprofessionelle), der går fra 20 til 140, scorede de danske praktiserende læger gennemsnitligt 118, hvilket er højt, men nogle læger scorede ned til 80, og 20 procent af de danske læger lå under en score på 108.

LÆS OGSÅ: Frederik måtte gå til lægen fem gange, før hans depression blev taget alvorligt

I den anden ende af skalaen scorede 20 procent over 127.

Derfor er der ifølge forskerne bag resultatet rum til forbedringer, så praktiserende læger i videst mulige omfang udviser empati for deres patienter.

»Det handler om, at praktiserende læger skal kunne forstå deres patienter for at kunne give dem den optimale behandling. Her ser det godt ud blandt de danske praktiserende læger, for vi kan se, at de har et generelt højt niveau. Det kan dog godt blive højere, for vi ser også en del variation lægerne imellem,« fortæller Troels Kristensen, der er lektor ved Danish Centre for Health Economics (DaCHE) og Forskningsenheden for Almen Praksis (FEA) ved SDU.

LÆS OGSÅ: Læger tager ikke unge alvorligt: “Jeg gik hjem vred og ked af det”

At de danske praktiserende læger scorer højt i empatitesten betyder, at de generelt er gode til at kommunikere med deres patienter, og det giver alt andet lige bedre behandling.

Lægerne forstår i højere grad deres patienter og er gode til at undgå misforståelser i patient-læge-relationen.

»Hvis ens egen læge ikke forstår, hvad man siger, er det svært at have et godt tillidsforhold. Det er også vigtigt, at patienterne føler sig hørt og anerkendt for at give dem tryghed i forhold til det at gå til lægen. Læger bliver formentligt også bedre til at fortolke symptomer, når de har bedre empati,« forklarer Troels Kristensen.

Forskningsresultatet er interessant, fordi det flere gange er blevet videnskabeligt bevist, at virkningen af medicin er bedre, hvis læger og patienter har gode relationer.

LÆS OGSÅ: Børnelægen Morten i opråb efter vagt på 19 timer: Bliver vi presset mere, vil det koste liv

Det fortæller Jakob Kjellberg, der er professor ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Der er samtidig en klar sammenhæng mellem lægens evner til at sætte sig ind i sine patienters behov og patienternes tillid til lægen.

Derfor kan empatiske læger muligvis opleve, at deres behandlinger virker bedre, hvis de arbejder med patienter, som de har et godt og langvarigt forhold til.

»Man skal huske på, at meget medicin er symptombehandling, og har man tillid til lægen og det produkt, som lægen giver en, virker det ofte bedre. Det er placebo, men det virker, og derfor er det vigtigt at vi har fokus på blandt andet lægernes empati, fordi det kan gavne sundhedssystemet,« siger Jakob Kjellberg, der ikke har noget med det nye studie at gøre.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder