Foto/ Privat Instagram-foto

E-sports-stjerne: “Ikke alle drenge har lyst til at have en pige på holdet”

Michaela Lintrup lever (eller rettere: levede) af at spille ’Counter-Strike’. Men hun kæmper stadig for at få drengenes – og de gamles – accept.

Den colaslubrende og eventuelt overvægtige drengenørd med firkantede øjne var indtil for få år siden billedet på en e-sports-udøver for de fleste uindviede.

Nu er det snarere en rask ung mand i fin fysisk form. Á la FIFA-spilleren August ’Agge’ Rosenmeier eller drengene fra det succesrige danske Counter-Strike-hold Astralis.

Michaela Lintrup stikker stadig ud. Men den 20-årige sønderjyde lever ikke desto mindre af at spille ’Counter-Strike: Global Offensive’ og har gjort det i nogle år nu.

Eller – egentlig er hun sådan lidt pensioneret lige nu, efter at der gik catfight i den på hendes hold Dynasty Gaming, som er det bedste kvindehold i verden.

”Jeg er stoppet med mit hold, fordi vi ikke kunne finde ud af det personligt,” fortæller hun.

Michaela har spillet for Dynasty Gaming i to et halvt år, efter at hun blev headhuntet af sine nu forhenværende holdkammerater, som kommer fra Rusland og Sverige.

Kvinderne i e-sport tjener ikke nær det samme som deres mandlige kolleger, hvoraf de bedste er millionærer. Michaela har fået 11.000 kroner i månedsløn, og ved siden af det kommer præmiepenge samt dét, hun kan få ud af at livestreame sig selv på Twitch.

Michaela in the zone.Foto/ Privat Instagram-foto

”Den største pengepræmie, vi fik, var 15.000 dollar, og det skulle vi så dele blandt fem mennesker.”

Hvorfor skelner man egentlig mellem kønnene inden for e-sport? De fysiske forudsætninger er vel de samme?

”Jeg tror, det har været for at få kvinder ind i e-sport. Det er nemmere at komme ind og starte på den måde, og mange bliver bare hængende, fordi det er rart at spille mod folk på ens eget niveau. Hvis man er god nok, kan man så komme videre derfra. Desværre er det bare ikke alle drenge, som har lyst til at have en pige på holdet.”

Hvorfor ikke? 

”Det ved jeg ikke. Det hænger åbenbart ikke sammen i deres hoveder. Men det er blevet lidt bedre med tiden, og der er mange af drengene, der respekterer mig nu, fordi jeg har nået et vist niveau.”

Selvom Michaela Lintrup ikke nyder nær den samme stjernestatus som drengene fra Astralis, så er hun alligevel gået hen og blevet en såkaldt micro-celebrity, efterhånden som e-sportens popularitet er eksploderet de seneste år. Blandt andet i Sønderborg, hvor hun bor.

”Min mors veninders børn på 10 år er begyndt at spørge efter min autograf, og det har de aldrig gjort før. Jeg synes, det er superfedt, at man er nået dertil, hvor nogen ser op til mig. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være for Astralis-spillerne,” lyder det.

Er der mange fordomme om kvinder i e-sport-branchen? 

”Ja, og sådan tænker jeg, at det vil være, indtil et rent kvindehold udretter noget virkelig stort. Folk på internettet vil jo altid være folk på internettet. Heldigvis er folk generelt supercool, når man er rundt til events. De kommer ikke hen og er nederen ligesom folk på nettet. Og jeg bliver faktisk mere ked af det, når folk disser mit niveau, end når de kalder mig for ’dum kælling’, og hvad de ellers kan finde på.”

Michaela Lintrup har spillet computerspil med sin bror, siden hun var lille, og i 2009 forelskede hun sig i Counter-Strike. I 2012 var hun til sit første LAN-arrangement, og allerede året efter dannede hun sit eget hold og sin egen kvindeturnering. Siden er det kun gået én vej, både for Michaela og for e-sport generelt.

”Det er gået fra at være et par hundrede mennesker til omkring en million, der ser med online, og til selve eventet kan der sidde 20.000 mennesker i en kæmpearena. Størrelsen har været den største forandring. Og så er pengepræmierne steget helt vildt meget.”

Kan du også mærke, at folks forestillinger og fordomme om e-sport har rykket sig?

”Ja, når jeg i dag fortæller folk, at jeg dyrker e-sport, så forstår de, hvad det betyder, fordi det har været meget omtalt i medierne. For halvandet år siden forstod de slet ikke, hvad det vil sige. Det er ikke alle, der accepterer det. Mange ældre mennesker har svært ved at sætte sig ind i, at man kan leve af at spille computerspil. Men de ved i det mindste, hvad det er.”

Hvilke fejlagtige opfattelser om e-sport møder du ofte?

”Folk tror stadig, at det er tykke mennesker, som ikke tager vare på sig selv, spiser usundt og aldrig går i bad og børster tænder. Men når det bliver et arbejde, er det rart at have noget andet at foretage sig uden for spillet, for eksempel at træne, så man har noget andet at gå op i. Der er mange professionelle spillere, som før var buttede eller tykke, men som nu har tabt sig meget og ser skarpe ud og har fået pæne tænder.”

Efter bruddet med Dynasty Gaming planlægger Michaela Lintrup nu at Twitch-streame på fuldtid. Hvor meget, hun kan tjene på det, er hun ikke helt sikker på. Men hun er ikke færdig med Counter-Strike og kampen for drengenes respekt.

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at nogen prøvede at lave et kombineret dreng-/pigehold og tog det helt seriøst. Hvis der kom nogle piger med helt i toppen af sporten, så ville det lokke en helt ny gruppe af piger ind i e-sport, og det kunne gøre en kæmpe forskel,” siger hun.

I denne uge er Michaela Lintrup til Game Expo, som er et tre dage langt e-sport-event i Viborg, der afholdes 28.-30. september som led i den årlige Viborg Animationsfestival. Her deltager hun blandt andet i en udgave af Snapchat-stjernen Lakserytterens live-talkshow ’Tabasco Show’.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder