Dengang jeg var ved at forsvinde

Tusindvis af mænd og drenge kæmper hver dag med spiseforstyrrelser. Men rigtig mange søger ikke hjælp, fordi de fornægter eller skammer sig over deres sygdom. Jeg ved det, for jeg var selv en af dem.

Det var i Berlin sidste sommer, jeg indså, at den var gal.

Jeg vil ikke kalde det en drukferie, men det var ligesom underforstået, at øl ville blive et hovedtema. Vi var fire drenge af sted med varierende appetit på kunstmuseer, krigsmonumenter og andre kulturtilbud. Til gengæld var vi alle sammen vældig begejstrede for currywurst, dönerkebab og weißbier.

Det vil sige: Alle på nær mig.

Jeg prøvede at holde det hemmeligt. Trak mine øl i langdrag, så jeg drak én, når de andre drak tre. Undskyldte mig med, at jeg var ”småsvimmel”, når jeg bestilte danskvand til maden. Sagde nej til currywurst, fordi det ”ikke lige var mig.”

Sådan ser jeg ud nu. Cirka 60 kilo tung.Foto/ Nikolai Linares

En aften i byen gik jeg hjem klokken halv et. Følte mig træt og halvsløj. Løj jeg. I virkeligheden havde jeg lavet et hurtigt cost/benefit-regnestykke: Blev jeg på baren tre timer længere, var jeg nødt til at drikke mindst to, måske tre, fadøl for ikke at vække mistanke. 500 kalorier eller deromkring – oven i den tunsandwich, jeg havde fået til aften. Ikke det værd.

Så lå jeg dér i stilheden. Lysvågen og mutters alene i en stor, tom lejlighed i Berlin, mens mine venner morede sig længere nede ad gaden.

”Hvad fanden laver du egentlig her?” spurgte jeg mig selv. Så rejste jeg mig op og gik tilbage til baren.

Kur
Før i tiden bekymrede jeg mig aldrig om, hvad jeg kom i munden. Jeg har altid haft en svaghed for snask, og en dagskost kunne snildt bestå af to frankfurtere til frokost og en pizza til middag.

Heldigvis har jeg arvet et verdensklasse stofskifte fra min mor, så det har aldrig sat sig. Jeg har altid været helt normalvægtig. Måske til den slatne side, men ikke noget, jeg orkede at gøre noget ved. Jeg frekventerede fitnesscentret nøjagtigt to gange, før jeg konkluderede, at det ikke var besværet værd, når jeg nu kunne gøre ingenting og stadig se ok ud.

Det ændrede sig i januar 2016.

Jeg syntes, jeg var blevet lidt ekstra blød hen over julen, og blev enig med min kæreste Anne om at bestille slankemad fra Aarstiderne. Det var nytårsforsætternes mainstream: Kort kur, og så en sundere livsstil.

Det gik forbløffende godt. Jeg opdagede, at jeg faktisk godt kunne lide smagen af spidskål, fennikel og quinoa, og inden for få uger var min kampvægt dumpet fra 78 (BMI = 22,3) til 70 kilo (BMI = 20), mens mit spejlbillede så slankere og strammere ud.

Hvis jeg på dét tidspunkt havde afmeldt slankekassen og var begyndt at optage mine sunde nye vaner i en normal hverdagskost, havde det været en fornuftig og vellykket kur.

Men det gjorde jeg ikke.

Et hint
Hvorfor det gik, som det gjorde, ved jeg ikke. Jeg kan ikke forklare det på andre måder, end at der gik sport i det. Jeg kunne ikke stoppe igen. Det blev en afholdsafhængighed, min sprøjte var en selleristang.

Jeg klyngede mig til slankekassen som en skibbruden til sin redningskrans. Begyndte at gå alenlange ture, op til 10-15 kilometer ad gangen. Uanset hvor jeg skulle hen, så gik jeg, for jeg havde læst, at man over den samme distance forbrændte mere ved at gå end at cykle.

Jeg indførte en streng kaloriekontrol med alt, jeg puttede i munden. Forsagede flydende kalorier og bandlyste bestemte madvarer. Jeg begyndte at skippe måltider, og syndede jeg den ene dag, kompenserede jeg ved at sulte mig den næste.

Det foregik i smug. Jeg overdrev mit madindtag over for andre, og var jeg ude med venner, foreslog jeg et sundt spisested eller fandt på et alibi for, at jeg bad om salatomslag frem for burgerbolle.

Men der var noget, jeg ikke kunne skjule. Jeg var ved at forsvinde. Og folk kunne se det.

Jeg kunne se på min mors og søsters blikke, hvor chokerede de blev

Anne fortæller:

”Jeg var længe om at indse problemet, fordi jeg fulgte det gradvist, og fordi jeg så dig som langt mere selvsikker, rolig og afbalanceret end de piger, jeg har kendt, som har haft anoreksi. Det var først, da andre begyndte at bemærke det, at jeg for alvor blev opmærksom på det.”

”Vi var hjemme hos min søster en dag, hvor vi spillede ’Hint’. På et tidspunkt skulle du mime en surfer, så der hev du din trøje af. Og jeg kunne se på min mors og søsters blikke, hvor chokerede de blev. Dagen efter ringede de begge to uafhængigt af hinanden og sagde, at der var noget helt galt,” siger hun.

Dengang ville jeg have taget sådan en reaktion som en kompliment. Det gjorde mig glad, når folk med bekymring i blikket bemærkede, at jeg da godt nok var blevet meget tynd. Det gjorde mig glad, når mine bukser gled ned om mine spidse hofter. Og det gjorde mig glad, når jeg spændte mavemusklerne, og den sixpack, jeg aldrig havde gidet at træne mig til, tegnede sig.

Jeg syntes, det klædte mig med de kantede knogler og bulnende blodårer. Jo mindre min krop blev, jo mere voksede min selvtillid. Når jeg studerede mit spejlbillede, hvilket pludselig var blevet en af mine yndlingssysler, så jeg ikke det problem, andre så.

Spionage
Okay, der var et par bivirkninger, som generede mig lidt. For eksempel frøs jeg som aldrig før. Måtte polstre mig med tæpper og tykke trøjer for at holde varmen. Blev måske også lidt uoplagt. Og mange morgener, hvis jeg havde ligget skævt, vågnede jeg med en snurrende fornemmelse i armen, som sov så tungt, at jeg frygtede, den aldrig ville vågne.

Det talte jeg heller ikke med nogen om. Faktisk talte jeg ikke så meget på det her tidspunkt, hvor jeg blev mere og mere forknyt og irritabel og undveg sociale situationer, hvor mine spisevaner kunne komme til skue.

”Du gad ikke rigtig noget, og hvis vi var nogen steder, ville du gerne tidligt hjem. Den 1. maj var vi hjemme hos nogle venner for at grille, og der kom alle drengene, som er nogle af dine bedste venner, hen til mig og spurgte, hvad der var galt. Dels fordi du ikke havde spist ret meget, men også fordi du virkede mere indelukket og tvær,” erindrer Anne.

Det var heromkring, hun begyndte at udspionere mig. Foreslå henkastet, om vi ikke skulle spise en is, en pose slik eller en BigMac. Udfritte mig om, hvad jeg havde spist i løbet af dagen, og hvor meget.

Troede du på de svar, jeg gav dig?

”Nej. Jeg var helt sikker på, at du spiste mindre, end du sagde.”

Det havde hun ret i. Jeg løj på livet løs og blev kun mere tvær og trodsig af at mærke hendes mistænksomme blik i nakken. Mig, en spiseforstyrrelse? Ha! Det var noget, usikre teenagepiger fik.

Min krop vejede nu 55 kilo (BMI = 15,7 – ‘anoreksigrænsen’ går ved 17,5), og min hjerne talte konstant kalorier eller udtænkte planer for, hvordan jeg kunne omgå hendes kvælende overvågning.

”Du trak dig ind i dig selv. Du blev meget pirrelig og kort for hovedet og bed ad mig,” mindes hun.

Berlin
Førhen havde hun og jeg nærmest levet i symbiose, og enhver forestående adskillelse plejede at være forbundet med tårer og spædbarnsagtig separationsangst. Men denne gang var hun faktisk lettet over at slippe af med mig, da jeg i sommerferien sidste år smuttede en uge til Berlin.

”Jeg var så glad for, at du tog af sted, for jeg tænkte, at du nok ville følge de sociale koder og prøve at passe ind. Og mens du var væk, kunne jeg mærke, hvor befriende det var, at mad blev noget lystbetonet igen. At jeg ikke hele tiden skulle tænke på, hvad du spiste.”

For mig var det befriende at være fri for hendes falkeblik. Berlin blev en frizone, hvor jeg kunne slippe af sted med meget mere.

Når de andre gik til højre mod kebabstedet, gik jeg til venstre mod salatbaren. Når de tog på bar for at tylle kalorier, tog jeg hjem i seng. Mine tre rejsekammerater tog mig ikke i krydsforhør. Men det betød ikke, at de ikke lagde mærke til noget.

”Jeg kan huske, jeg bemærkede det i Berlin,” fortæller min ven Johan, som var med på turen.

”Vi var ude at bade en dag, hvor jeg tænkte, at det var helt sindssygt, så tynd du var blevet. Og samtidig spiste og drak du meget lidt.”

“Jeg kan også godt huske den aften, hvor du tog tidligt hjem og kom tilbage lidt efter.”

Intervention
Blev det så vendepunktet, den nat i Berlin, hvor jeg fortrak til lejligheden og senere fortrød?

Njae.

Noget dæmrede for mig, mens jeg lå dér i sengen og kukkelurede. Jeg var på ferie med mine venner, og jeg ville hellere ligge her alene end at drikke én øl mere? Det var jo fucked up, det fattede jeg så småt.

Og det var vel en slags sejr, da jeg tvang mig op af sengen og tilbage i tøjet. Da jeg tvang mig ud ad døren og ned på baren. Tvang mig til at drikke en øl mere. Til at blive en time.

Men bagefter gik jeg hjem igen. Alene.

Jeg tænker ikke, at du havde en spiseforstyrrelse. Jeg tænker, at du har det

Hvad jeg ikke vidste var, at mens jeg havde ligget i den tomme lejlighed og spekuleret, havde min kæreste gjort det samme derhjemme. Og hun havde nået sin egen erkendelse.

”Mens du var væk, snakkede jeg meget med min søster, og hun rådede mig til at sige noget og være ligeglad med, om du blev sur, for det var for dit eget bedste. Så da du kom hjem, var det stort set det første, jeg sagde, at vi skulle have os en snak, for hvis vi skulle blive sammen, måtte der ske noget radikalt,” fortæller hun.

Det blev det skub, jeg havde brug for. Jeg kan ikke huske, hvad hun sagde, men jeg kan huske, at jeg lyttede. Det var jeg nødt til. Jeg kunne se alvoren i hendes blik og høre den i hendes stemme, og jeg ville trods alt hellere beholde min kæreste end min vægt.

Men dén nat i Berlin havde også slået sprækker i mit panser. Hendes ord sneg sig ubemærket igennem og ind i mit sind, hvor de slog rod og spredte sig som en venlig virus.

Pludselig kunne jeg godt se det. At mine spiseuvaner var blevet en social spændetrøje. At det ikke var normalt at se ud, som jeg gjorde. Jeg tog det til mig, det troede jeg i hvert fald. Og lovede, at jeg ville arbejde på det. At det ville blive bedre.

Gram for gram
I nogen tid gik det fremad. Gram for gram ganske vist, men stadig. Jeg følte mig mere frigjort, blev behageligere selskab. Gik tilmed med til at opsøge en psykolog – og er der noget, jeg har arvet fra min mor (ud over et stofskifte i verdensklasse), er det en dyb skepsis over for det vulgærfreudianske diagnosesamfund.

Men da jeg ringede til det nummer, min læge havde stukket mig, fik jeg at vide, at det nok ikke var stedet for mig. Så kom jeg aldrig videre med dét.

Og sådan gik det hele egentlig i sig selv.

Sandheden var, at selvom jeg godt vidste, at jeg havde et problem, så ønskede jeg inderst inde ikke at løse det. Jeg kunne gå med til, at jeg i hvert fald ikke skulle tabe mig yderligere. Men jeg ville ikke have min gamle krop tilbage. Jeg ville ikke fedes op.

”Skal jeg være helt ærlig? Jeg tænker ikke, at du havde en spiseforstyrrelse. Jeg tænker, at du har det,” siger Johan, min ven fra Berlin, i dag.

”Du siger, du har det bedre, og jeg kan godt se, at du kan drikke nogle bajere, som du måske ikke drak før. Men når vi er ude at spise, skal du stadig have den lille salat, når alle vi andre bestiller pizza.”

Hvis du havde slået dig, kunne vi have kørt dig på hospitalet

AA
Fordi jeg aldrig kom i behandling, er jeg aldrig blevet diagnosticeret. Jeg har ikke sundhedssystemets ord for, at jeg har været en af de anonyme anorektikere, som fortier eller fornægter deres lidelse af frygt for skam og stigmatisering.

Det er sådan noget, drenge som mig ikke taler om før den fjerde fadøl. Og den nåede jeg aldrig til.

”Alle drengene har været nervøse, og vi snakkede sammen om, at det her var sgu ikke normalt, og hvad fanden kunne vi gøre? Og konklusionen var, at vi nok ikke kunne gøre så skidemeget. Hvis du havde slået dig, kunne vi have kørt dig på hospitalet. Men det her er noget helt andet, som er meget svært at tale om,” siger min ven Carsten, der har kendt mig, siden jeg var 10.

Hvor meget tror du, jeg vejede, da det var værst?

”Jeg tør dårligt gætte. Du er 187 centimeter? Hvad kan det have været … 60 kilo?”

55 er det laveste, jeg har vejet mig til.

”Hold da kæft, mand…”

Jeg kan høre hans stemme synke i stille chok. Det gør indtryk. Jeg har ført nogle penible samtaler med mine venner og familiemedlemmer de seneste uger i forbindelse med denne artikel, men det har også været bevægende og øjenåbnende at opdage, hvor mange der har bekymret sig for mig.

Work in progress
Og for mig har det været en lettelse endelig at gå til bekendelse og for første gang tale åbent og ærligt om forløbet. Det føles, som om jeg har smidt 20 kilo mental dødvægt og pludselig kan ånde igen. Mennesker trenger mennesker – så meget har jeg da lært af ’SKAM’.

Et problem er ikke løst, fordi det er erkendt, det ved jeg nu, og jeg bilder mig ikke ind, at alt nu er i skønneste orden. Jeg er et work in progress. Og jeg kan stadig fornemme ekkoet fra en stemme, der tæller kalorier et sted i baghovedet. Men jeg er blevet bedre til at overhøre den.

I øvrigt er Anne ikke længere min kæreste.

Hun er nu min kone. Og det meste af tiden stoler hun på, at jeg siger sandheden om, hvad jeg spiser.

”Jeg ville gerne have dig på opfedningskur. For jeg synes, du spiser normalt sundt nu, men det gør du med udgangspunkt i en krop, som trænger til at tage 10 kilo på.”

Jeg synes jo, at 10 kilo er mere end nødvendigt. Jeg vejer cirka 60 kilo (BMI = 17,2) lige nu, og jeg mener, at jeg lige så vel kan veje 65 som 70. Hvad tænker du om det?

”Jeg tænker, at du stadig har et lidt forskruet syn på, hvordan du ser ud. Men omvendt synes jeg også, at vægten er mindre vigtig, end at du har hjernen og hjertet med og kæmper for at få et normalt selvbillede. Du er et meget bedre sted nu, og du rykker dig hele tiden.”

Hun og jeg blev gift forrige weekend. Da jeg så mig i spejlet, tænkte jeg, at jeg stod skarpt. Jeg indtog en hindbærsnitte, en bid brunsviger, et stykke chokolade, to småkager, tre retter mad, fem glas vin, to øl, fire drinks og en pølse med brød til natmad. 3-4.000 kalorier, mindst.

Men hvem tæller?

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder