Laura Marie Månsson drikker kun, når hun har lyst. Foto/ Søren Lambeth

“Jeg kan godt tage i byen og have det løssluppent og flirte med folk, som jeg ikke burde flirte med, uden at jeg behøver at have drukket mig en kæp i øret”

Vi har talt med tre, som har et anderledes forhold til alkohol end de fleste.

I denne uge sætter Sundhedsstyrelsen fokus på unges alkoholvaner i en kampagne.

For selv om alkoholforbruget generelt er faldende blandt unge (faktisk holder hele 65 procent af de 16-20 årige sig under den anbefalede grænse for, hvor meget alkohol man må køre indenbords om ugen), så er der stadig en del udfordringer.

Ifølge Sundhedsstyrelsen føler næsten 50 procent af de unge sig ofte pressede til at drikke alkohol.

Vi har snakket med tre unge, som har valgt alkoholen helt eller delvist fra. Her er, hvad de sagde:

Katinka Friis

20 år, studerer interkulturel markedskommunikation på CBS

“Jeg drikker ikke alkohol, da det aldrig er noget, som jeg har fundet særlig interessant. Jeg har smagt et enkelt glas Asti dengang jeg blev student, men det er har aldrig været noget, som har sagt mig særlig meget.”

Hvorfor ikke?

Katinka Friis. Foto: Selfie

“Jeg kan godt lide at gå til fest, men jeg behøver ikke at være fuld for at kunne danse og hygge mig med mine venner.”

Men hvis du aldrig har prøvet at drikke alkohol, hvordan ved du så, at du ikke går glip af noget?

“Nej, det ved jeg jo heller ikke, og jeg kan ikke afvise, at jeg engang får lyst til at prøve at se, hvordan det er. Men indtil videre er det ikke noget, som jeg tænker, at jeg har noget behov for.”

Teenagere drikker mindre, hvis de har strenge forældre

Hvordan reagerer folk, når du siger, at du ikke drikker?

“Da jeg gik i gymnasiet, var der mange, som stillede spørgsmålstegn ved det, da det er en periode, hvor mange afprøver grænser i forhold til alkohol. Men nu, hvor jeg har fået etableret over for mine venner, at jeg ikke drikker, er der faktisk rigtig mange som reagerer meget positivt.”

Så du føler dig aldrig presset til at drikke?

“Jo, det er selvfølgelig lidt sværere, når jeg er ude og møde nye mennesker, hvis jeg bliver tilbudt en slurk af en drink, så har jeg da også ladet som om jeg drak af den. Men ofte virker det ret godt, så længe jeg bare sidder med en alkoholfri drink i hånden. For så længe man er del af festen og er med på dansegulvet, så er der ingen, som tænker over, at jeg ikke er fuld.”

 

Janus Duus-Larsen

24 år, læser journalistik på Journalisthøjskolen

“Jeg har ikke noget imod folk, der drikker og den alkoholkultur, vi har i Danmark, men de sidste par år har jeg bare valgt kun at drikke en gang hver anden måned. Det er ikke fordi, jeg aktivt har fravalgt alkohol, jeg vælger det bare ikke aktivt til.”

Janus Duus-Larsen. Foto: Kasper Bødstrup

Hvorfor ikke?

“Jeg kan hverken lide øl eller vin, og så har jeg heller ikke lyst til at mærke alkoholen i kroppen så lang tid bagefter. Det er ikke fordi, jeg er fanatisk i forhold til min fysiske form, og jeg er meget socialt anlagt. Jeg kan bare godt lide at føle, at jeg er frisk, og derfor synes jeg, det er træls, når jeg om mandagen stadig kan mærke, at jeg har været i byen om lørdagen.”

Vi er i 20’erne og har ikke haft sex endnu, men vi er altså gode nok, som vi er  

Hvordan reagerer dine venner på det?

“Nogle af mine studiekamerater stikker engang imellem til mig og siger med et glimt i øjet, at jeg er kedelig, fordi jeg aldrig er med til fredagsbaren. Der er også nogle, som ikke forstår, hvorfor jeg ikke har lært at drikke øl og vin. Men jeg føler ikke noget pres.”

Føler du, at du går glip af noget?

“Det spørgsmål får jeg faktisk tit fra folk, men der plejer jeg bare at svare, om de ikke føler, at de går glip af deres weekend, når de dagen efter ligger ned en hel dag og har det ad helvede til. Jeg kan godt lide at ligge og se Premier League hele søndagen, men det skal være fordi, jeg har lyst til det – ikke fordi jeg ikke kan rejse mig op.”

Er det socialt ekskluderende ikke at drikke alkohol så ofte?

“Ja, nogle gange. For jeg synes jo, at det er hyggeligt at sidde på en bar og spille pool, mens mine venner drikker nogle øl. Men når de vil videre i byen for at svinge bas-armen, så vil jeg hellere hjem.”

Det kan man ikke, hvis man ikke har drukket?

“Jeg ved godt, at der er mange, som siger, at man sagtens kan gå i byen uden at drikke, og det kan jeg også godt følge til et vist punkt. Men der er også nogle ting, som er sjovere, når man har drukket alkohol. Folk skaber sig jo tosset, når de har fået noget at drikke, og der er det bare nemmere at være med, hvis man er på samme niveau.”

Så du drikker aldrig alkohol for hyggens skyld?

“Når jeg en sjælden gang drikker, så gør jeg det, fordi jeg har lyst og for at blive fuld. Hvis der er en særlig hyggelig grund til det.”

Laura Marie Månsson

21 år, kampagneleder, kampagneleder for SF København

“Jeg drikker alkohol, men har et meget kontrolleret forhold til det. Min far var alkoholiker og døde i 2013.  Så jeg har altid været meget opmærksom på, at jeg kun drikker, når jeg har lyst til det.”

Laura Marie Månsson. Foto: Søren LambethFoto/ Søren Lambeth

Hvad synes du, der er galt med alkoholkulturen i Danmark?

“Folk fokuserer for meget på, hvor meget deres kammerater drikker i stedet for at koncentrere sig om deres eget forbrug. Vi burde have en alkoholkultur, hvor man godt kan tage i byen, selv om man ikke drikker, og hvor man ikke skal føle sig presset til at drikke.”

Jeg var på antabus i sommer, fordi jeg ikke kunne styre mit alkoholforbrug. Her er, hvad jeg lærte

Hvordan oplever du det her pres?

“Det er svært bare at mødes med sine venner, uden at der skal vin eller øl på bordet. Det er blevet normen, og hvis man takker nej til en øl, skal man have en meget god undskyldning.”

Hvor stammer det pres fra?

“Vi har lært det af vores forældre, som ellers er gode til at pege fingre og udskamme ungdommen for at drikke for meget. For når de nyder et glas vin hver fredag aften eller drikker sig fulde til familefester, så er det jo klart, at deres børn gør det samme.”

Hvad gør du for bryde med det?

“Når jeg er ude med mine venner, er jeg meget opmærksom på, at der ikke er nogen som føler sig presset til at drikke.”

Synes folk ikke, at det er irriterende?

“Jo, og jeg har da også mange bekendte, som synes, jeg er en kæmpe idiot og en hykler, fordi jeg har en holdning til alkohol, når jeg selv drikker. Men min holdning er, at det skal være okay ikke at drikke, hvis man ikke har lyst.”

Har du overvejet at holde op med at drikke selv?

“Nej, og jeg har heller ikke noget imod, at man drikker. Jeg synes øl smager sindsygt godt, og at kold hvidvin er fantastisk. Jeg elsker Jäger Bombs, hvilket er ret farligt. Men jeg kan godt tage i byen og have det løssluppent og flirte med folk, som jeg ikke burde flirte med, uden at jeg behøver at have drukket mig en kæp i øret.”

Sofie doper sig før eksamener: Det gør min eksamen til en fest

Hvordan gør du det?

“Nogle gange, når jeg er til fest, sørger jeg for at rende rundt med den samme øl i evigheder. For så længe du har en flaske i hånden, er der ikke nogen, som lægger mærke til dig. Ellers har jeg også nogle gange købt en cola og sagt, at der var rom i. Det burde ikke være nødvendigt at lyve for sine venner, men det kan være en god løsning, hvis man ikke kan overskue de mange spørgsmål.”

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder