”Ingen skal bestemme, hvad jeg skal have på,” siger 27-årige Hakima. Foto/ Privat

”Jeg vil hellere i fængsel end tage min niqab af”

27-årige Hakima vil fortsætte med at gå med niqab, selv om politikerne forbyder den.

Du kan ikke se med det blotte øje, at Hakima er anderledes. I hvert fald ikke når hun er derhjemme.

Men når hun træder ud af hoveddøren, er hun anderledes. Hun er nemlig en af de muslimske kvinder, der bærer niqab.

Niqabben er en muslimsk klædningsdragt, der dækker hele kroppen og kun efterlader en lille åben sprække til øjnene. Man kan næsten ikke se ansigtet på personen under dragten.

”Da jeg skiftede tørklæde ud med niqab, begyndte fremmede fra den ene dag til den anden at behandle mig anderledes. Lige i starten var det et chok, men jeg er ligeglad – jeg går med den alligevel,” fortæller Hakima.

Hakima i sin have.

Hun er 27 år, alenemor, i gang med 10. klasse og har en drøm om at blive sygeplejerske.

Snart bliver det ulovligt for Hakima at trække i niqabben, når hun bevæger sig udenfor. Et politisk flertal vil gøre det ulovligt at bære niqab eller burka i det offentlige rum.

”Jeg er pludselig blevet kriminel, bare fordi jeg ser anderledes ud. Men jeg er jo ikke kriminel, jeg er bare religiøs,” siger hun.

Et omvandrende gardin

Vi sidder i Hakimas sommerhus og snakker. Her er ingen mænd, bare os og hendes børn, så hun har et par baggy bukser på, og det lange mørke hår slået ud.

Hakimas familie er oprindeligt palæstinensisk, men bor i Jordan. Hakima er den yngste af en søskendeflok på ni, og hun kom til Danmark med sin mor, da hun var tre år.

Familien er ikke særlig religiøs. Hendes storesøster har tørklæde på, men er ikke praktiserende muslim, og hendes mor gider ikke gå med tørklæde. Faktisk kan hendes mor slet ikke forstå, at Hakima vil have niqab på.

”Min mor kalder mig et omvandrende gardin,” griner Hakima og fortæller, at moren aldrig har forstået hendes stærke tro.

”Dengang jeg fortalte min mor, at jeg ville gå med niqab, sagde hun: ‘Ej, det skal du da ikke’. Hun har aldrig forstået det med niqabben,” fortæller Hakima.

Der har ifølge Hakima aldrig været nogen mor, far eller mand, der fortalte hende, at hun skulle bære slør. Men da hun som 17-årige begyndte at studere koranen, besluttede hun sig alligevel for at tage tørklæde på.

Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg skal sige det. Jeg er ikke undertryktHakima

Året efter mødte hun sin nu tidligere mand, der var meget religiøs. Hun nød at læse religiøse skrifter sammen med ham, og da de i 2009 var på sommerferie i Syrien, hvor hun så mange kvinder med burka og niqab, besluttede Hakima sig for at gå hele vejen.

”Jeg kan huske, jeg spurgte min mand over aftensmaden, hvad han ville sige til, at jeg begyndte at gå med niqab. Han spurgte: ‘Mener du virkelig det?’ Selvfølgelig blev han glad, men han bad mig aldrig om det,” siger Hakima.

Jeg var hans øjesten, og han ville ikke dele mig med nogen. Men jeg gjorde det ikke for ham, men for at være tættere på GudHakima

Derfor tog hun heller ikke niqabben af, da hun senere blev skilt fra ham. For niqabben handlede ifølge hende ikke om ham eller om nogen andre mænd.

Hakima understreger flere gange, at ingen bør tage niqabben på, fordi en mand siger det.

”Det er forkert at have den på, hvis man gør det for sin mand. Så gør man det ikke af de rigtige årsager. Man skal gøre det for at være tættere på Gud,” fortæller Hakima.

Jeg forstår ikke, hvordan en sort dragt kan skabe et tættere forhold med Gud, og jeg fortæller Hakima, at det ikke giver mening for mig, at en dragt kan betyde så meget.

Hakima spørger, om jeg er religiøs, og jeg siger nej, men at jeg nogle gange går i kirke juleaften.

”Så ved du, at kirken er et helligt sted. Man bliver andægtig, når man går ind, og man råber ikke, men respekterer Guds hus. Når jeg har niqab på, så har jeg den følelse med mig hele tiden. Jeg føler mig hellig,” siger hun.

Hakima vil hellere i fængsel 

Stort set alle kvinder, Hakima kender, går med niqab. Og alle, der går med en, gør det ifølge Hakima, fordi de er gudfrygtige.

”Jeg kender ingen, der har følt sig presset til at tage den på. De kvinder, jeg kender, er stærke,” siger Hakima.

LÆS OGSÅ: Her er argumenterne for og imod et burkaforbud

Derfor tror hun heller ikke på, at forbuddet mod niqab vil virke. I virkeligheden tror hun, at det ender med at få den modsatte effekt.

”Jeg tror, at endnu flere vil tage en niqab på af trods. For ingen skal bestemme over os.”

Så du vil ikke efterleve et forbud?

”Nej, det vil jeg ikke. Det kan jeg love dig for. Det vil ingen, jeg kender. Så må der komme bøder på stribe, jeg smider ikke niqabben af den grund.”

Vil du hellere gå i fængsel end at smide din niqab?

 ”Ja. Jeg vil hellere i fængsel end at tage min niqab af. Min rettighed til at gå klædt, som jeg vil, skal ingen tage fra mig.”

Selvom Hakima siger, at forbud ikke virker, følger hun selv et forbud. På den skole, hvor hun tager sin 10. klasse, må hun ikke have niqab på. Så når hun er der, har hun bare sit lange sorte tørklæde på, hvor ansigtet er frit.

”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan have niqabben på, for jeg generer ikke nogen. Forbuddet på skolen har betydet, at jeg tager timerne online, så jeg ikke behøver at være på skolen mere end højst nødvendigt,” siger Hakima.

Men du kan jo ikke interagere med nogen, når du har din niqab på?

”Du kunne da godt forstå mig, da vi talte i telefon sammen? Vores samtale er den samme, om du kan se mit ansigt eller ej, jeg har de samme holdninger og er det samme menneske,” siger Hakima.

Men ansigtsmimik betyder jo også noget, når man skal aflæse et andet menneske?

”Så længe, du kan se mine øjne, kan jeg ikke se, hvad resten af mit ansigt skal bruges til.”

“Jeg har masser af selvtillid, og jeg ved, at fyrene ville vende hovedet, hvis jeg glattede mit hår og gik udenfor i en sommerkjole.”Foto/ Mette Pabst

Ifølge Hakima kan man sagtens gå med niqab og alligevel bidrage til samfundet. Hun fortæller, at hun har en veninde, der er overlæge. Hver gang veninden kommer hjem fra arbejde, trækker hun i niqabben, og så er hun husmor.

”Ingen på hospitalet ved, hun går i niqab, når hun har fri. Hun har sikkert behandlet nogle af de politikere, der nu vil tvinge hende ud af niqabben,” siger Hakima.

‘Det rager mig, om fyrene synes jeg er pæn’

Selvom Hakima ikke kender nogen, der er tvunget i niqab, er hun ikke blind for, at der findes kvinder, der bliver undertrykt. Men her tror hun heller ikke på, at et forbud vil hjælpe.

”Du skal ikke tro, at mændene bare stopper med at undertrykke. Hvis niqabben bliver forbudt i det offentlige rum, må kvinden bare sidde derhjemme i stedet for. Og hvad får Danmark så ud af et forbud andet end hundredevis af undertrykte kvinder, der hverken får en uddannelse eller et arbejde?,” spørger Hakima.

Som hun sidder der på terrassen, mens vi drikker kaffe, forstår man ikke helt, at hun er en af dem, der går med niqab. Hun er veltalende, i gang med at uddanne sig, alenemor til fem unger, og så er hun virkelig smuk.

Hakima griner, da jeg siger, at hvis jeg havde hendes flotte lange hår, ville jeg gøre en dyd ud af at slå håret løs hver dag.

”Jamen, jeg slår da også mit hår løs hver dag. Når jeg er sammen med mine veninder, dresser vi tit op med lækre kjoler og masser af makeup. Jeg har masser af selvtillid, og jeg ved, at fyrene ville vende hovedet, hvis jeg glattede mit hår og gik udenfor i en sommerkjole,” siger Hakima og fortsætter:

”Men det rager mig bare, om fyrene synes, jeg er pæn eller ej. Jeg har ikke behov for deres anerkendelse.”

Men hvorfor er det kun kvinder, der skal tildækkes i islam? Det virker ikke fair?

Hakima tænker sig om et øjeblik.

”Fordi kvinder bare er mere tiltrækkende end mænd. Stil mig foran verdens flotteste mand – hvis jeg har en kort nederdel og makeup på, så er det mig, folk vil kigge på. Sådan er det bare,” siger hun.

Hakima håber, at hendes piger vil tage tørklæde på en dag – men hun vil ikke tvinge dem, siger hun.Foto/ Mette Pabst

‘Jeg tager det tøj på, jeg vil’

Hendes ældste datter kommer over og trækker Hakima i buksebenet. Hendes krøllede hår er sat i to løse fletninger. Jeg spørger Hakima, om hun ønsker, at hendes tre piger skal gå med tørklæde, når de bliver ældre.

”Jeg vil have, at mine piger skal elske tørklædet, ikke hade det. Så er det op til dem, om de vil gå med det,” siger hun.

Niqabben er hun mere i tvivl om.

”Hvis de har lyst, vil jeg støtte dem. Men som mor ville jeg være bekymret, for jeg ved, hvor hårdt det er med folk, der råber efter en,” siger Hakima.

Hun fortæller om en episode på Nørrebro, hvor hun gik på gaden med sine fem børn – de mindste lå i en barnevogn. Ud af det blå er der en mand, der kaster sin øl mod dem og spytter efter Hakima. Hendes ældste dreng på syv år hager lidt ekstra fast i det sorte skørt, men Hakima bevarer fatningen. Sådan noget har hun prøvet så mange gange, at hun ikke bliver overrasket mere, siger hun.

Under alle omstændigheder vil hun ikke have, at det er politikerne, der skal vælge for hendes børn. Hakima er træt af, at politikerne lovgiver om kvinder i stedet for at tale med dem og spørge, om de rent faktisk er undertrykte.

”Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg skal sige det. Jeg er ikke undertrykt. Hvis jeg en dag vil tage niqabben af igen, så gør jeg bare det. Ingen mand skal bede mig om at tage den på, og ingen mand skal bede mig om at tage den af,” siger hun.

Jeg spørger Hakima, hvad hun ville sige, hvis hun kunne få politikerne samlet i et rum. Martin Henriksen, Naser Khader, Marcus Knuth og alle de andre, der står klar med et forbud.

”Jeg ville tage min niqab af, og så ville jeg sige: Se, jeg har det fint. Jeg er ikke undertrykt. Min selvtillid er i top, og jeg er nok pænere, end du er,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tager det tøj på, jeg vil. Hvorfor skal det være ulovligt?”

Hakima er et opdigtet navn, fordi hun ikke tør stå frem med sit navn af frygt for, hvad det kan betyde for hendes børn. Hakimas virkelige identitet er redaktionen bekendt.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder