Billedet er ikke et billede af Marie, men et billede af en anonym kvinde på et krisecenter. Foto/ Ritzau/ Christian Als

Maries muslimske mand gik fra drømmefyr til tyran

Marie levede i et ægteskab med konstant overvågning. Alt sammen i Allahs navn, sagde hendes mand.

Der var hele tiden nye regler. Først måtte hun ikke kigge på andre mænd. Så måtte hun ikke gå i storcenteret alene. Netto. Legepladsen. Til sidst var den eneste kontakt, hun måtte have med omverden, en tur i parken et par gange om ugen med sine børn.

Hun skulle stå til regnskab for samtlige telefonopkald, hun lavede. Hvis der var et nummer på regningen, hun ikke lige kunne forklare, gik hendes mand amok.

Jeg tog niqab på i shoppingcenter: “Det hører fandeme ingen steder hjemme

Hun måtte ikke se fjernsyn, for det var haram. Ikke læse skønlitteratur, for det var spild af tid. Hun måtte ikke kigge ud ad vinduet, for så var hendes mand sikker på, at hun havde en affære med én på den anden side af vejen.

”Jeg kaldte mit hjem for mit fængsel. Nogle gange tror jeg, at indsatte i fængsler har mere frihed, end jeg havde. De har i det mindste retten til deres egen identitet. Det havde jeg ikke,” siger Marie.

‘Vi levede jo så dansk’

Hun sidder i en grå cardigan og sipper af kaffen, mens hun gør rede for 17 års ægteskab præget af psykisk vold og social kontrol i et ekstremt islamisk miljø med sin muslimske mand.

En mand, hun mødte, da hun kun var 17 år på et diskotek i København. En mand, som hun drak og festede med i to år, før de blev gift. En mand, der ikke virkede det fjerneste religiøs eller kontrollerende. Ikke dengang i hvert fald.

Zara har smidt tørklædet – nu frygter hun konsekvenserne

”Hans familie boede i Marokko, og de ønskede, at jeg konverterede til islam, før vi blev gift. Det gjorde mig ikke noget, vi levede jo så dansk,” fortæller Marie.

Hun husker, at hun blev advaret mod ægteskabet. Da hun blev student, trak hendes onkel hende til side. Han havde rejst meget i verden og sagde, at hun skulle passe på, for han havde set mange uheldige pigeskæbner i religiøse forhold.

Men Marie var ligeglad. For hun var ung og forelsket.

Jalousien styrede forholdet

Tørklædet kom på, da Marie var 23 år. Hun fortæller, at hendes mand var meget jaloux, og at helvede brød løs, hvis han syntes, hun havde kigget på nogen, eller nogen havde kigget på hende. Han blev ved med at spørge, om ikke hun ville tage tørklæde på.

”Til sidst var det bare nemmere at tage det på. Jeg tænkte, at hans jalousi ville aftage lidt, hvis jeg gjorde det,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: ”Jeg vil hellere i fængsel end tage min niqab af”

Men det gjorde den ikke. For hver dag blev jalousien og kontrollen ifølge Marie værre og værre. Hun skulle lukke persiennerne i køkkenvinduet, så ingen kunne se ind.

En dag, da hendes barn havde haft en legeaftale med et andet barn, var det både faren og moren, der afleverede. Da Maries mand fandt ud af, at der havde været en mand i huset, blev han ifølge Marie tosset.

Jeg blev hjernevasket til at tro, at islam var det eneste rigtigeMarie

Langsomt begyndte Marie at miste sit netværk.

Hun stoppede med at se sine gamle veninder. Stoppede med at tale med sin familie. Marie og hendes mand flyttede til København, og han begyndte at komme mere og mere i moskeen og gå mere ud, mens hendes verden blev mindre og mindre.

”Jeg var gravid med vores fjerde barn, men måtte ikke engang gå til jordemoderen selv. Min ældste søn skulle have fri fra skole og tage med, så han kunne fortælle, hvis mama havde talt med en fremmed mand,” siger Marie.

Ifølge Marie misbrugte hendes eksmand islam til at styre hende. Alle restriktioner blev begrundet med islam. Men de samme regler skulle sjovt nok ikke gælde for ham, fortæller Marie.

Nogle gange blev hun vred over de nye regler, som hun pludselig skulle efterleve, men mandens religiøse argumenter havde også en indvirkning på hende.

”Jeg blev hjernevasket til at tro, at islam var det eneste rigtige, og jeg skulle være en god muslim, der skulle lystre min mands mindste vink,” fortæller hun.

Moskéen ville ikke lade hende blive skilt

Vendepunktet for Marie kom, da hun er i starten af 30’erne. Her har hun været sammen med sin mand i over 10 år. Da de er på besøg hos hendes mands familie, beskylder han hende som så ofte før for at have en affære. Denne gang med hans lillebror.

”Jeg tænkte, at hvis jeg ikke engang kan slippe for jalousien, når vi er med hans familie, så kan jeg aldrig undslippe den,” siger Marie.

Derfor begyndte hun at kæmpe for at få nogle af sine rettigheder tilbage. Men det var en lang og sej kamp.

Anne overlevede terror: “Sådan som vi står, vil Barbara dø først, så Amalie og til sidst mig”

“På et tidspunkt fik jeg tilkæmpet mig retten til at se TV-Avisen. Men han sad jo på spring i hjørnet og blev tosset, hvis den kvindelige vært var lidt for nedringet eller den mandlige vært lidt for pæn,” siger Marie.

Marie forsøger to gange at blive skilt fra sin mand gennem den lokale moské. Den ene gang skriver hun et syv sider langt dokument om den psykiske terror, der ifølge hende foregår i hjemmet.

Men selvom alle i moskéen anerkendte, at det, hendes mand gjorde mod hende, var forkert, ville de ifølge Marie ikke lade hende skille.

”Deres erfaring i moskéen var, at danske konvertitter, der fik lov at blive skilt, frafaldt islam,” siger Marie.

I de næste par år, hvor hun får deres sjette og sidste barn, flygter hun et par gange på krisecenter, men det stærke islamiske netværk, som hun var en del af, fik hende til at komme hjem.

Hvis de havde hjulpet mig med at blive skilt dengang, var jeg nok stadig muslimMarie

Marie og hendes mand boede i det københavnske Nordvest-kvarter, og Marie havde nærmest kun muslimer i sit netværk.

”De gange, jeg flygtede, ringede mine muslimske veninder til mig. De sagde, kommunen ville tage mine børn fra mig, fordi jeg var muslim. De sagde, at min mand nok skulle blive bedre,” fortæller Marie.

Men hendes mand forbedrede sig kun i en uges tid eller to, så var han ifølge Marie tilbage i de gamle kontrollerende vaner.

Et parallelsamfund uden danskere

Det er nu fire år siden, at Marie en gang for alle forlod sin mand.

Tredje gang, hun flygtede på krisecenter, havde hun nok styrke til ikke at komme hjem igen. Hun boede på krisecenteret i tre måneder, fandt et hus langt fra København og blev endelig skilt fra sin muslimske mand.

Nu er tørklædet væk og bønnerne ophørt. Marie kalder ikke sig selv muslim mere. Ikke fordi hun ikke tror på Allah, men fordi hun ikke kan tro på en religion, som kan acceptere det, hun har været udsat for.

”Hvis de havde hjulpet mig med at blive skilt dengang, var jeg nok stadig muslim. Men når lærde, der ved mere om islam end mig, tillader psykisk vold og social kontrol, så kan jeg ikke se mig selv i religionen,” siger hun.

Alligevel er hun ikke vred på islam. Og hun kæder ikke islam sammen med det, hun har været udsat for.

Det, jeg har været udsat for, kunne ske i hvilken som helst religion. Det handler om ekstremisme, og det eksisterer overaltMarie

Men hun er overrasket over, at det danske samfund ikke forsøger at gøre mere ved de islamiske parallelsamfund, der eksisterer. Marie fortæller om et liv, hvor hun stort set ikke havde kontakt med danskere eller det danske samfund. Hvor alle dem, hun kendte, mødtes med og talte med, var muslimer.

”I Danmark har man mulighed for at vælge det danske samfund fuldstændigt fra. Også for sine børn. De bliver passet af private muslimske børnepassere, går i private muslimske skoler og bor steder, hvor der stort set kun bor andre muslimer,” siger Marie.

Ønsker forbud mod niqab og burka

Hendes oplevelser i det københavnske parallelsamfund gør, at Marie i dag er fortaler for et burka- og niqabforbud.

Hun har selv haft niqab på én enkelt gang. Hun skulle i zoologisk have med sine børn og en anden muslimsk kvinde. Den anden kvinde gik med niqab, og Maries mand krævede ifølge Marie, at hun også skulle tage den på.

Det viser, at man ikke vil det danske samfund, når man tildækker sig sådanMarie

I zoologisk have oplevede hun, hvordan folk råbte af hendes veninde, og hele turen var enormt ubehagelig, fordi niqabben gjorde, at de skilte sig så meget ud. Da Marie kom hjem sagde hun til sin mand, at hun aldrig ville tage niqab på igen.

“Med tørklædet har du trods alt stadig dit ansigt frit og dermed en del af din identitet. Den føler jeg er helt hvisket ud, når man tager niqabben på,” siger hun.

Et burka- og niqabforbud havde ikke ændret noget ved Maries situation, men hun mener alligevel, at det bør indføres, fordi det danske samfund bliver nødt til at trække en streg i sandet.

”Det viser, at man ikke vil det danske samfund, når man tildækker sig sådan. Og hvis man accepterer det, hvad bliver så det næste? At man kræver opdeling af kvinder og mænd på arbejdspladser, fordi religionen ikke tillader kønnene at arbejde sammen?” spørger Marie.

Hun er enig i, at det danske samfund står for frihed og tolerance, men hun mener ikke den frihed skal praktiseres overfor niqabber og burkaer. Heller ikke selvom det kan betyde, at kvinder som hende, der lever i undertrykte forhold, kan blive fanget i hjemmet.

”Måske vil det isolere nogle, men det vil også give nogle styrken til at bryde ud af den sociale kontrol,” mener Marie.

Svært ved mænd

I dag er Marie ude af det muslimske miljø og den sociale kontrol. Alligevel er hendes liv langt fra ligesom de fleste andre 41-årige kvinders. Hun er sygemeldt, har tilbagevendende mareridt og har i perioder svært ved at omgås mænd.

”Jeg har meget svært ved at interagere med mænd, fordi jeg hele mit liv har skullet undgå dem,” fortæller Marie.

Hun kan stadig fare sammen, hvis hun ser fjernsyn, og nogen kommer ind ad døren.

Men hun er okay, fordi hun kan få lov at være sig selv og har frihed til at gøre de ting, hun vil. Som at gå udenfor alene. Lade hendes børn have legeaftaler. Se fjernsyn og læse skønlitteratur.

”Det går langsomt, men jeg skal nok komme videre,” siger hun.

Denne artikel er udelukkende baseret på Maries fortælling. Vi har verificeret det, vi har kunnet, gennem dokumenter. Marie er et opdigtet navn. Efter bruddet med eksmanden har Marie fået ny identitet. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder