Mange kvinder har fortalt om oplevelser med sexchikane og overgreb på nettet de seneste uger. I lørdags valgte nogle af dem også at fortælle om deres oplevelse igennem en megafon. Foto/ Rikke Høyen

Vi tog til #MeToo-demonstration for at møde kvinderne bag hashtagget

#MeToo trådte i lørdags fra skærmen og ud i virkeligheden. Vi skal se hinanden i øjnene, mener organisationen bag demonstrationen.

#MeToo tog internettet med storm for et par uger siden.

I lørdags blev hashtagget taget ud i den virkelige verden i form af demonstrationer i Aarhus og København, hvor kvinder stod frem med deres historier – nu ikke fortalt på de sociale medier, men igennem en megafon.

LÆS OGSÅ: Her er kvinden, der startede ’Me Too’-bevægelsen for 10 år siden

Demonstranterne ville vise, at bag ved de mange opslag på sociale medier står rigtige mennesker – og de står sammen.

”Jeg er her, fordi jeg kan sige ’me too’, og frem for alt fordi jeg tør. Ved at møde op her viser jeg, at jeg tør have mig selv med,” fortæller Emilie Dagmar Lett, der var en af cirka 50 deltagere i demonstrationen i København.

Hashtag-kampagnen hjalp hende med at blive fri af minderne fra sit overgreb.

”Jeg behøver ikke længere føle mig fanget, af den oplevelse jeg havde, fordi nu ved alle det,” fortæller hun.

Demonstrationen handler om at stå sammen, fortæller arrangør Kira Dechau fra aktivistnetværket Aldrig Din Skyld.

”Det sender et tydeligere billede til samfundet, at vi møder op og viser, at vi er her. På Facebook kan du skrive et opslag, men du sidder stadig alene hjemme i din stue. Her er vi et rigtigt fællesskab,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Nyt hashtag hitter: Mænd reagerer på #MeToo-kampagnen

Hashtag-stormen på de sociale medier er nået hele verden rundt, men der er alligevel brug for demonstration i gaderne, mener Kira Dechau.

”Det er let for folk at distancere sig fra en masse navne og små billeder i opslag på de sociale medier, men til demonstrationen viser vi, at det er rigtige mennesker og alle slags kvinder, der rammes af seksuelle overgreb. Folk kan se os i øjnene,” siger hun.

”Når folk fortæller deres oplevelser om sexchikane og overfald offentligt, gør det en forskel hos enkelte personer, og derfor sker der efterhånden en kulturændring af, hvordan vi opfatter problemet. Det sker langsomt – men sikkert,” siger Kira Dechau.


Alle kunne lægge deres historie og deres forslag til politikerne i denne pink papkasse, som efterfølgende blev afleveret til Enhedslistens retsordfører Rune Lund.
Foto/ Rikke Høyen

Foran Christiansborg fortalte flere kvinder deres historie for første gang.

”Jeg fandt ud af, det var her til demonstrationen, jeg skulle stå frem og fortælle, at for 11 måneder siden blev jeg voldtaget. Jeg har ikke skrevet en historie på Facebook, fordi jeg ved, at når man siger, man er voldtægtsoffer, vil folk ikke se en som andet et voldtægtsoffer. Men i denne forsamling ved jeg, at I ikke vil forbinde det med skyld og skam,” fortæller en af kvinderne til demonstrationen, der ønsker at være anonym.

En anden deltager ved navn Julie delte #MeToo, efter hun så sin moster gøre det samme. Ligesom mange andre var det første gang, hun indrømmede over for omverdenen, at hun havde været udsat for et seksuelt overgreb.

”For at være helt ærlig tænkte jeg ‘fuck nu det’. Jeg er træt af, at det er mig, der skal tage hensyn til andre ved at gemme min oplevelse,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Franske kvinder tager #MeToo et skridt videre

Julie er enig med arrangørerne i, at demonstrationen er vigtig for både hende selv og resten af samfundet.

”Demonstrationen er helt sikkert nødvendig, for når man læser noget på telefonen, så kan man lægge telefonen væk bagefter. Jeg tror, der er mange, der vælger at kigge den anden vej,” siger Julie.

luk

Film, tv og serier

Vis flere nyheder